Hej
Nu er det så blevet tid til mit nok sidste blogindlæg i den her omgang. Den 17. juli landede jeg igen i København efter et helt fantastisk år i et helt fantastisk land.
Jeg forlod Quito om morgenen lørdag den 16. Hele fredag aften/nat blev brugt til at pakke. Det var ikke noget som jeg havde set frem til! Jeg måtte havde to kufferter med i flyveren, men de to kufferter jeg havde var små kufferter.
Jeg mosede og masede og til sidst, da klokken var ved at være halv fire om natten, havde jeg alt i kufferterne. Det vil sige alt hvad der kunne være der, resten måtte komme i min kæmpe håndbagage. Hvor er jeg dog glad for at håndbagagen aldrig bliver vejet.
Så kunne jeg lige nå at få omkring 2 timers søvn inden jeg skulle op og i bad og derefter af sted til lufthavnen.
Min værtsmor fra min anden værtsfamilie kørte mig til lufthavnen, og der ventede også min første værtsfamilie.
Og så var det ellers tid til at sige farvel. Og efter knus og kram hele vejen rundt, og løfter om at komme tilbage på et tidspunkt så begyndte rejsen hjemad. Det vil sige efter at jeg havde fået tjekket ind, kommet af med min bagage, kommet igennem sikkerhedstjek og det hele. Og så ,så jeg vist noget mistænkelig ud den dag. Sundhedspolitiet kom hen til mig da jeg stod i kø og ville se mit pas. Senere blev jeg udvalgt til en tilfældigt kropsvisitering, og så havde de sørme også lige taget min kuffert til side, så sammen med en lille flok andre mennesker blev vi vist ud af ventehalen, ud af bagudgangen, ned af trapperne og ud bagved. Her stod politifolk og toldere og åbnede kufferter. De fandt dog ikke noget jeg ikke måtte have med, så jeg fik pænt lov til at gå tilbage og ombord på flyet.
Derefter fløj vi til en lille ø der bliver brugt meget til mellemlanding, nordøst for Sydamerika, og derefter videre til Amsterdam.
I Amsterdam havde vi et par timers ventetid før turen så endelig gik mod København.
På turen rejste jeg sammen med 3 at de andre danskere der havde brugt dette år i Ecuador.
Og så landede vi i København. Spændte på at være hjemme igen, spændte på at se familie og venner igen, o spændte på at se hvordan det ville være at vende tilbage til livet igen.
Ude i ankomsthallen ventede vores familier med flag, og hvor var det godt at se dem igen.
Nu har jeg været hjemme i et par uger og hverdagen er ved at indfinde sig igen. Det er en mærkelig følelese igen at stå i Danmark, se ud af vinduet og igen se den udsigt som man har været vandt til hele sit liv. På en gang er det some om man bare har været væg i et par dage, men på den anden side er der alligevel de der små ting der har ændret sig. Noget bliver ikke opbevaret samme sted som tidligere, en lille vane i familien har ændret sig m.m. Men jeg synes hurtig at jeg er kommet tilbage ind i "mit gamle liv" igen. I morgen starter jeg i 2.g og så er det nok slut med bare at slappe af. Men det har været et fantastisk år, og et år fuldt med udfordringer og både gode og mindre gode øjeblikke. De gode stunder har dog klart opvejet de dårlige, og et år i udlandet kan helt klart anbefales. Man lærer så meget, ikke bare om en fremmed kultur, men som man lægger mærke til alle de små forskelle så lærer man også meget om sin egen kultur. Både på et personligt og på et fagligt plan er det en kæmpe udfordring, men en god en og en lærerig en.
Det var et år jeg altid vil mindes med glæde, og noget jeg aldrig vil fortryde!
tirsdag den 9. august 2011
lørdag den 7. maj 2011
Påskemad
Her i Ecuador har de en helt speciel påskeret som alle familier spiser i påsken.
I påsken må katoliker ikke spise kød så der er en traditionel ret nestående af fisk og forskellige korn.
Det er nærmest en suppe. Den bliver lavet på 12 forskillige slags korn, en for hver af de tolv profeter. Det tager hele dagen at lave men smager fantasktisk. Det bliver serveret med en slags fisk, der er nærmest tørret, med asparges tilberedt i eddike, og med små empanadas, der en grøntsager bagt ind i en specielt slags brød, der bliver stegt på panden.
Min første værtsfamilie havde inviteret mig til Ibarra for påsken og hele familien kome over. Vi blev aælle sat til at hjælpe med at lave fanescaen. Vi rullede bl.a. 300 små boller, og tog skallen af rigtig mange bønner (Ikke bønner som vi kender dem, med jeg ved ikke hvad jeg elelrs skal kalde dem på dansk)
Der var regtig meget familie der ford at spise fanesca, og bare for en enkelt dag havde de brugt 50 liter mælk til at koge fanescaen på.
Her er et lille billerd af den færdige ret. Selvom vi ikke spiste frokost før klokken 4 og jeg kun havde spist et stykke brød til orgenmad, så kan man ikke spise mere en maks to portioner, så mættende er det.
I påsken må katoliker ikke spise kød så der er en traditionel ret nestående af fisk og forskellige korn.
Det er nærmest en suppe. Den bliver lavet på 12 forskillige slags korn, en for hver af de tolv profeter. Det tager hele dagen at lave men smager fantasktisk. Det bliver serveret med en slags fisk, der er nærmest tørret, med asparges tilberedt i eddike, og med små empanadas, der en grøntsager bagt ind i en specielt slags brød, der bliver stegt på panden.
Min første værtsfamilie havde inviteret mig til Ibarra for påsken og hele familien kome over. Vi blev aælle sat til at hjælpe med at lave fanescaen. Vi rullede bl.a. 300 små boller, og tog skallen af rigtig mange bønner (Ikke bønner som vi kender dem, med jeg ved ikke hvad jeg elelrs skal kalde dem på dansk)
Der var regtig meget familie der ford at spise fanesca, og bare for en enkelt dag havde de brugt 50 liter mælk til at koge fanescaen på.
Her er et lille billerd af den færdige ret. Selvom vi ikke spiste frokost før klokken 4 og jeg kun havde spist et stykke brød til orgenmad, så kan man ikke spise mere en maks to portioner, så mættende er det.
Galapagos øerne med Rotary
Her kommer mit indlæg fra min fantasriske tur til Galapagosøerne.
Dag 1, 25. marts, fredag
Så kom endelig den meget længe ventet tur til Galapagos.
Aftenen før havde Quito-folkene planlagt at tage i byen, men dersværre blev det ikke til noget. Men jeg fik da pakket min kuffert og så gik jeg ellers i seng.
Næste morgen gik min alarm ikke af. Så da jeg vågnede af mig selv havde jeg en halv time til at vi skulle af sted mod lufthavnen.
Min host-mor kørte mig til lufthavnen og det var super fedt at se alle udvekslingsstudenterne igen. Udvekslingsstudenterne i Ecuador var delt op i 3 grupper, og alle os fra Quito og nærmeste omegn var sammen.
Vi kom ombord på flyet, og så var vi af sted.
Turen i fly var omkring 3 timer, og endelig ankommer vi til Galapagos. Lufthavnen der er nærmest et stort træskur. Der er ikke noget som helst sikkerhedshegn og der er ikke engang glas i vinduerne mellem ventesalen og startbanerne. Og det var meget rat, for nøj hvor var det varmt! Vi havde rejst fra quito hvor det er temelig koldt, så vi var alle i lange bukser og havde vors frakker med os, men så snart vi fik chancen blev der nu hurtig skiftet.
Lufthavnen ligger på dens egen lille ø, og fra lufthavnsøren og over til den store ø Santa Cruz, hvor vores hotel var, tog vi en lille båd overfart. Allerede der var dyrelivet fantastisk. I vandet lige omkring båden så vi bade sæler, kraber, pelikaner m.m. Udover os udvekslingsstudenter var der måske 10 andre turister med på båden. To af dem var et dansk par. Så lille verden er :)
Da vi kom til Santa Cruz, der, så vidt jeg husker, er den anden største, og den mest befolket ø, havde vi en 40 minuters bustur til vores hotel. Hotelet lå i byen Puerto Ayora, der var en sød lile by havneby, md massere af turister.
På hotelet fik vi en frokost der blandt andet bestod af ceviche der er en typisk ecuadoriansk ret der båstår af rejer marrineret i en suppe af limejuice, der serveres kold.
Bagefter gik vi en tur til den verdensberømte Charles Darwin station hvor de tager sig af de forskellige skildpadder, sørger for at de avler sig, og forsker i øerne og dyrelivet. Det er også her hvor Ensomme George, der er den sidste skildpadde af sin art, bor. Han gemte sig desværre da vi var forbi, men vi så massere af andre kæmpe skildpadder. Når man ser dem kommer man til at tænke på dinosaurer, p.g.a. deres hoveder og hele deres udseende og væsen.
På vej tilbage til hotellet lagde vi vejen forbi en dejlig strand og efter afensmaden var vi fri til at gøre som vi ville. Denne tur var helt anderledes end de to andre ture fordi Rotary rent faktisk lod os gå rundt alene om aftenen. Sikekrt også fordi at øerne er forholdsvis sikre , men f.eks. da vi var på stranden, på den første tur, kunne vi ikke gå 100 meter ned af stranden i fuldt dagslys, uden at Rotary kaldte os tilbage.
Vi gik rundt i byen og besøgte alle de sædvanlige turistbutiikker og det lokale handværksmarked. Og så spiste vi selvfølgelig en masse is.
Tilbage på hotellet spillede vi kort. Der er et ecuadoriansk kortspil kaldet 40, der går ud på at samle 40 point og som alle her spiller. Det er også et af de kortspil som udveksingsstudenter altid spiller, og der findes ikke en udvekslingsstudent der ikke har et kortspil i sin taske. Da det blev omkring midnat gik vi i seng.
Dag 2, 26. marts, lørdag
Vi havde morgenmad på hotellet hver mogen klokken 7, så 6:30 ringede alarmen og vi gjorde os ellers klar til dagen. Det hed altid badetøj på under tøjet, og altid rigtig meget solcreme.
Vi var delt ind i tre grupper og denne morgen tog min gruppe til et sted der hedder Las Grietas. Las Grietas er en dyb sprække i klippen, med vand i. Væggene over vandet er de fleste steder over 20 meter, og sprækken er ikke mere end 8-10 meter bred på de bredeste steder. Med et par svømmebriller på kan man de fleste steder ikke engang se bunden, selvom vandet er så klart at man kunne se mindst 10-20 meter ned. Vandet er en blanding af ferskvand der siver ned gennem jorden fra de højere dele af øen, og saltvand der træker op gennem jorden fra havet. De fisk der levede der var for evigt spærret inde i det lange klippebassin som sprækken egentlig var. Vandet var helt fantastisk. Klart og køligt. Mig og en af mine gode venner fra USA der hedder Alex gik på ”opdagelse”. Flere steder var sprækken delt op i flere bassiner p.g.a. klippebolkke, men vi fik arbejdet os vej hele vejen ned til enden. Vi klatrede også op ad klippevæggene, fandt huler, kiggede på fisk, og bare nød det.
For at komme til og fra Las Grieas havde vi omkring en halv times gåtur. Flere steder langs denne tur kunne man tydeligt se eftervirkninger fra Tsunamien der ramte Japans kyst ca. 2 uger før, og som også havde ramt Galapagos. Der var en stenmur der var blevet skyllet helt væk, og en saltmine der normalt var næsten tør, men som var blevet fyldt op med vand.
Efter frokost på hotellet brugte vi eftermiddagen på at tage til en anden Ø. Santa Fe, hed øen, og det var en bådtur på ca. 1½ time. Der så vi de berømte blåfodede fugle, vi så tonsvis af sæler, fisk, og en enkelt delfin i horisonten.
Båden blev lagt for anker, vi lejede alle snorklingudstyr for 2.5 dollar og så tog vi ud at snorkle. Der var mange rigtig flotte fisk, og jeg så også to rokker. Hovedattraktionen der var dog skildpadderne. Føsrt kunne ingen finde nogen, men endelig så jeg en enkelt skildpadde. Jeg fulgte efter den indtil den forsvandt, og pludselig var jeg ude på meget dybere vand, hvor ingen andre snorklede. Det var jeg dog glad for. For åbenbart var det her alle skildpadderne var. Jeg så omkring 20-30 skildpadder mens jeg lå derude, og de blev ved med at komme. Nogle af dem små, men en enkelt rigtig stor.
Da jeg havde snorklet i omkring 2 timer, svømmede jeg tilbage til båden, hvor vi fik cola og kiks, og så satte vi ellers kursen tilbage mod Santa Cruz.
Den aften var der et arrengement i byen hvor Miss Ecuador, der i år er fra Galapagos, talte, og en af udvekslingsstudenterne var også oppe at tale. Og senere spillede vi mere kort og sad ellers bare omkring og hyggede os.
Dag 3, 27. marts, søndag
Denne dag havde min gruppe en heldagstur til en anden ø, Floreana. Det var en to timers bådtur derhen, og da vi ankom blev vi sat på en chiva (en bus uden sider og hvor man også kan side på taget) der kørte os til øens højeste punkt. Her fortalte vores guide os om øernes historie og om piraterne der engang boede der. Vi så også gamle pirathuler, og skildpadder i seminaturlige forhold.
Vi spiste fokost på en lille restaurant på øen, hvorefter vi gik til den sorte strand. Sandet var helt sort, fordi det var knuste lavasten, og heldigvis var det oveskyet, for vores guide fortalte os at i solen kunne sandet lynhurtigt blive 40 grader varmt. På strande så vi rigtig mange krapper og lizzards (kæmpe, firbenlignede dyr)
Senere tog vi ud og snorkle igen, denne gang på lavt vand. Her så vi igen et par store skildpadder, men denne gang lå de på bunden og slappede af. Der var også masser af fisk, og på bunden groede sjove planter. Der var også et sykke strand der, men vores guide fortalte os at vi ikke skulle gå på land, for det var hjemsted for en arig hansøløve, der ville angribe os.
Derefter tog vi tilbage til vores hotel, og brugte aftene på den sædvandlige afslapning.
Dag 4, 28 marts, mandag
Denne morgen tog vi til en af Galapagos smukkeste strande, Tortuga bay, hvor vi svømmede og byggede sandslotte. Det var en ca. 3 kilometer gåtur hver vej.
Om eftermiddagen besøgte vi lavatunneler, tunneler lavet da den varme lava flød gennem dem da øerne blev skabt, og vi gik omkring en killometer gennem disse tuneler.
Om aftenen havde vi vores sidste aften på øerne, og Rotary havde arrangeret aftenen på et hostel/gård. Tiden før aftensmaden brugte vi i poolen, på græsplænen på udkig efter skildpadder, på at nyde udsigten, og på at ride på de to heste som de havde sadlet op til os. Så fik vi en lækker aftensmad, og derefter kårede vi turens konge og dronning. Efter det var der dans lige indtil Rotary sendte os tilbage til hotelet igen.
Dag 5, 29 marts, tirsdag
Denne morgen var vi omkring 10 personer der stod op klokken 5:30 for at tage tilbage til stranden en sidste gang. Vi var en smule sendt på den, så vi løb de første omkring 2 kilometer, for at kunne være i et udkigstårn da solen stod op. Det var en rigtig flot solopgang, og derefter gik vi resten af vejen til stranden. Der badede vi en halv times tid før vi blev nødt til at skynde os at gå de 3 kilometer tilbage igen, til hotelet. Her spiste vi en hurtig morgenmad, pakkede vores kufferter og så var det ellers afgang.
På vejen til lufthavnen besøgte vi et par kæmpe kratere. De var oprindelig kæmpe underjordiske huller, der var fyldte med lava, før lavaen blev skudt ud, og dannede øerne. Med tiden var loftet over dem faldet sammen, så de nu kunne ses fra ovefladen som kæmpe kratere.
Derefter var det afgang til lufthavnen hvor vi checkede ind, og så forlod vi ellers de fantastiske øer.
Omkring klokken 14:00 ankom vi meget trætte tilbage til Quito.
Alt i alt var det en fantastisk tur, de slet ikke kan beskrives i tekst, men simpelthen skal opleves selv. Før man tager af sted tænker man: Kan det virkelig være så fantastisk? Det er sikkert flot ja, men normal reklame overdrivelse. Men nej, det er rent faktisk så fantastisk, og med et dyreliv så fantatisk, som alle siger. Helt sikkert turen værd!
En god portion af mine billeder fra turen liggger i et album online. Bare følg linket i højre side.
Her er et billed af øerne:
Dag 1, 25. marts, fredag
Så kom endelig den meget længe ventet tur til Galapagos.
Aftenen før havde Quito-folkene planlagt at tage i byen, men dersværre blev det ikke til noget. Men jeg fik da pakket min kuffert og så gik jeg ellers i seng.
Næste morgen gik min alarm ikke af. Så da jeg vågnede af mig selv havde jeg en halv time til at vi skulle af sted mod lufthavnen.
Min host-mor kørte mig til lufthavnen og det var super fedt at se alle udvekslingsstudenterne igen. Udvekslingsstudenterne i Ecuador var delt op i 3 grupper, og alle os fra Quito og nærmeste omegn var sammen.
Vi kom ombord på flyet, og så var vi af sted.
Turen i fly var omkring 3 timer, og endelig ankommer vi til Galapagos. Lufthavnen der er nærmest et stort træskur. Der er ikke noget som helst sikkerhedshegn og der er ikke engang glas i vinduerne mellem ventesalen og startbanerne. Og det var meget rat, for nøj hvor var det varmt! Vi havde rejst fra quito hvor det er temelig koldt, så vi var alle i lange bukser og havde vors frakker med os, men så snart vi fik chancen blev der nu hurtig skiftet.
Lufthavnen ligger på dens egen lille ø, og fra lufthavnsøren og over til den store ø Santa Cruz, hvor vores hotel var, tog vi en lille båd overfart. Allerede der var dyrelivet fantastisk. I vandet lige omkring båden så vi bade sæler, kraber, pelikaner m.m. Udover os udvekslingsstudenter var der måske 10 andre turister med på båden. To af dem var et dansk par. Så lille verden er :)
Da vi kom til Santa Cruz, der, så vidt jeg husker, er den anden største, og den mest befolket ø, havde vi en 40 minuters bustur til vores hotel. Hotelet lå i byen Puerto Ayora, der var en sød lile by havneby, md massere af turister.
På hotelet fik vi en frokost der blandt andet bestod af ceviche der er en typisk ecuadoriansk ret der båstår af rejer marrineret i en suppe af limejuice, der serveres kold.
Bagefter gik vi en tur til den verdensberømte Charles Darwin station hvor de tager sig af de forskellige skildpadder, sørger for at de avler sig, og forsker i øerne og dyrelivet. Det er også her hvor Ensomme George, der er den sidste skildpadde af sin art, bor. Han gemte sig desværre da vi var forbi, men vi så massere af andre kæmpe skildpadder. Når man ser dem kommer man til at tænke på dinosaurer, p.g.a. deres hoveder og hele deres udseende og væsen.
På vej tilbage til hotellet lagde vi vejen forbi en dejlig strand og efter afensmaden var vi fri til at gøre som vi ville. Denne tur var helt anderledes end de to andre ture fordi Rotary rent faktisk lod os gå rundt alene om aftenen. Sikekrt også fordi at øerne er forholdsvis sikre , men f.eks. da vi var på stranden, på den første tur, kunne vi ikke gå 100 meter ned af stranden i fuldt dagslys, uden at Rotary kaldte os tilbage.
Vi gik rundt i byen og besøgte alle de sædvanlige turistbutiikker og det lokale handværksmarked. Og så spiste vi selvfølgelig en masse is.
Tilbage på hotellet spillede vi kort. Der er et ecuadoriansk kortspil kaldet 40, der går ud på at samle 40 point og som alle her spiller. Det er også et af de kortspil som udveksingsstudenter altid spiller, og der findes ikke en udvekslingsstudent der ikke har et kortspil i sin taske. Da det blev omkring midnat gik vi i seng.
Dag 2, 26. marts, lørdag
Vi havde morgenmad på hotellet hver mogen klokken 7, så 6:30 ringede alarmen og vi gjorde os ellers klar til dagen. Det hed altid badetøj på under tøjet, og altid rigtig meget solcreme.
Vi var delt ind i tre grupper og denne morgen tog min gruppe til et sted der hedder Las Grietas. Las Grietas er en dyb sprække i klippen, med vand i. Væggene over vandet er de fleste steder over 20 meter, og sprækken er ikke mere end 8-10 meter bred på de bredeste steder. Med et par svømmebriller på kan man de fleste steder ikke engang se bunden, selvom vandet er så klart at man kunne se mindst 10-20 meter ned. Vandet er en blanding af ferskvand der siver ned gennem jorden fra de højere dele af øen, og saltvand der træker op gennem jorden fra havet. De fisk der levede der var for evigt spærret inde i det lange klippebassin som sprækken egentlig var. Vandet var helt fantastisk. Klart og køligt. Mig og en af mine gode venner fra USA der hedder Alex gik på ”opdagelse”. Flere steder var sprækken delt op i flere bassiner p.g.a. klippebolkke, men vi fik arbejdet os vej hele vejen ned til enden. Vi klatrede også op ad klippevæggene, fandt huler, kiggede på fisk, og bare nød det.
For at komme til og fra Las Grieas havde vi omkring en halv times gåtur. Flere steder langs denne tur kunne man tydeligt se eftervirkninger fra Tsunamien der ramte Japans kyst ca. 2 uger før, og som også havde ramt Galapagos. Der var en stenmur der var blevet skyllet helt væk, og en saltmine der normalt var næsten tør, men som var blevet fyldt op med vand.
Efter frokost på hotellet brugte vi eftermiddagen på at tage til en anden Ø. Santa Fe, hed øen, og det var en bådtur på ca. 1½ time. Der så vi de berømte blåfodede fugle, vi så tonsvis af sæler, fisk, og en enkelt delfin i horisonten.
Båden blev lagt for anker, vi lejede alle snorklingudstyr for 2.5 dollar og så tog vi ud at snorkle. Der var mange rigtig flotte fisk, og jeg så også to rokker. Hovedattraktionen der var dog skildpadderne. Føsrt kunne ingen finde nogen, men endelig så jeg en enkelt skildpadde. Jeg fulgte efter den indtil den forsvandt, og pludselig var jeg ude på meget dybere vand, hvor ingen andre snorklede. Det var jeg dog glad for. For åbenbart var det her alle skildpadderne var. Jeg så omkring 20-30 skildpadder mens jeg lå derude, og de blev ved med at komme. Nogle af dem små, men en enkelt rigtig stor.
Da jeg havde snorklet i omkring 2 timer, svømmede jeg tilbage til båden, hvor vi fik cola og kiks, og så satte vi ellers kursen tilbage mod Santa Cruz.
Den aften var der et arrengement i byen hvor Miss Ecuador, der i år er fra Galapagos, talte, og en af udvekslingsstudenterne var også oppe at tale. Og senere spillede vi mere kort og sad ellers bare omkring og hyggede os.
Dag 3, 27. marts, søndag
Denne dag havde min gruppe en heldagstur til en anden ø, Floreana. Det var en to timers bådtur derhen, og da vi ankom blev vi sat på en chiva (en bus uden sider og hvor man også kan side på taget) der kørte os til øens højeste punkt. Her fortalte vores guide os om øernes historie og om piraterne der engang boede der. Vi så også gamle pirathuler, og skildpadder i seminaturlige forhold.
Vi spiste fokost på en lille restaurant på øen, hvorefter vi gik til den sorte strand. Sandet var helt sort, fordi det var knuste lavasten, og heldigvis var det oveskyet, for vores guide fortalte os at i solen kunne sandet lynhurtigt blive 40 grader varmt. På strande så vi rigtig mange krapper og lizzards (kæmpe, firbenlignede dyr)
Senere tog vi ud og snorkle igen, denne gang på lavt vand. Her så vi igen et par store skildpadder, men denne gang lå de på bunden og slappede af. Der var også masser af fisk, og på bunden groede sjove planter. Der var også et sykke strand der, men vores guide fortalte os at vi ikke skulle gå på land, for det var hjemsted for en arig hansøløve, der ville angribe os.
Derefter tog vi tilbage til vores hotel, og brugte aftene på den sædvandlige afslapning.
Dag 4, 28 marts, mandag
Denne morgen tog vi til en af Galapagos smukkeste strande, Tortuga bay, hvor vi svømmede og byggede sandslotte. Det var en ca. 3 kilometer gåtur hver vej.
Om eftermiddagen besøgte vi lavatunneler, tunneler lavet da den varme lava flød gennem dem da øerne blev skabt, og vi gik omkring en killometer gennem disse tuneler.
Om aftenen havde vi vores sidste aften på øerne, og Rotary havde arrangeret aftenen på et hostel/gård. Tiden før aftensmaden brugte vi i poolen, på græsplænen på udkig efter skildpadder, på at nyde udsigten, og på at ride på de to heste som de havde sadlet op til os. Så fik vi en lækker aftensmad, og derefter kårede vi turens konge og dronning. Efter det var der dans lige indtil Rotary sendte os tilbage til hotelet igen.
Dag 5, 29 marts, tirsdag
Denne morgen var vi omkring 10 personer der stod op klokken 5:30 for at tage tilbage til stranden en sidste gang. Vi var en smule sendt på den, så vi løb de første omkring 2 kilometer, for at kunne være i et udkigstårn da solen stod op. Det var en rigtig flot solopgang, og derefter gik vi resten af vejen til stranden. Der badede vi en halv times tid før vi blev nødt til at skynde os at gå de 3 kilometer tilbage igen, til hotelet. Her spiste vi en hurtig morgenmad, pakkede vores kufferter og så var det ellers afgang.
På vejen til lufthavnen besøgte vi et par kæmpe kratere. De var oprindelig kæmpe underjordiske huller, der var fyldte med lava, før lavaen blev skudt ud, og dannede øerne. Med tiden var loftet over dem faldet sammen, så de nu kunne ses fra ovefladen som kæmpe kratere.
Derefter var det afgang til lufthavnen hvor vi checkede ind, og så forlod vi ellers de fantastiske øer.
Omkring klokken 14:00 ankom vi meget trætte tilbage til Quito.
Alt i alt var det en fantastisk tur, de slet ikke kan beskrives i tekst, men simpelthen skal opleves selv. Før man tager af sted tænker man: Kan det virkelig være så fantastisk? Det er sikkert flot ja, men normal reklame overdrivelse. Men nej, det er rent faktisk så fantastisk, og med et dyreliv så fantatisk, som alle siger. Helt sikkert turen værd!
En god portion af mine billeder fra turen liggger i et album online. Bare følg linket i højre side.
Her er et billed af øerne:
tirsdag den 22. februar 2011
Bungee jumping med udvekslingsfolkene og præsidentens datter
Her kommer lige en lille historie om en af de absolut mest skræmmende, men også en af de fedeste oplevelser jeg har haft.
Det var i fredags.
Noel, min gode ven fra Frankrig, har en svoger der sammen med et par venner arrangere en bungee-jump event en gang imellem. Der var folk der havde spurgt efter en, så de aftalte at holde en fredag, hvor alle der kunne have lyst kunne komme og springe for 15 dollars.
Som så typisk Ecuador, så endte det med at dem der oprindeligt havde ønsket eventen aflyste, men det var vi kun glade for.
Så vi fik samlet et bundt udvekslingsstudenter der havde lyst til at springe og så var det på plads.
Vi mødtes klokken 5 ved et busstoppested, hvorefter vi gik de ca. 200 meter op til en høj bro som vi kunne springe fra.
Praktisk taget var det inde midt i byen, men over en af de utallige kløfter der skærer sig ind.
Noels svoger og svogerens ven satte udstyret op. Det skal lige siges at det ikke var rigtig bungee jumping, idet man ikke springer med elastik, så man får altså ikke ”hoppet” op igen. I stedet var man bare monteret med to reb af den slags man bruger til klatring. Rebene var monteret på den ene side af broen, og så sprang man ud fra den anden side. På den måde kom der ikke noget pludseligt ryk i rebet. Når man sprang, og rebet ikke længere kunne nå til at man faldt lige ned, så begyndte man simpelt hen bare at svinge, som i en kæmpe gynge.
De bandt de to reb til den ene side, og svogeren firede sig ned af rebet, så de kunne trække det op på den anden side. Så var vi ellers klar til at springe.
Udstyret var meget simpelt. Det bestod af en af de seler man normalt kender fra klatring, der går rundt om benene som et par shorts, og den blev så sat sammen med en sele der gik både rundt om benene, og rundt om skuldrene. Nærmest som en vest, bare lavet af et par stropper. (I kan se det på billederne i linket til højre). I selen satte de så de to reb, og så var det bare at springe.
Der var mange der gerne ville springe (lidt mere end 10 blandt udvekslingsstudenterne og uderlige nogle folk der kom til senere) så det tog en rum tid inden det blev min tur.
Eftersom vi startede klokken 5, og den første sprang klokken 5:30, og det bliver mørkt i Quito omkring 6:30 så var det rimelig mørkt da det var min tur. Faktisk kunne jeg kun lige skimte jorden under mig, 40 meter nede.
En af Noels svogers veninder kom forbi, og hende snakkede vi også med. Hun var åbenbart præsidentens datter. Altså selve præsidenten af Ecuador, der sidder på alt magten her i landet. Der var lidt vildt.
Der var også flere af de forbipasserende der stoppede op for at springe. Da det var blevet mørkt advarede svogeren os om at vi skulle passe på efter vi havde sprunget, og vi skulle gå tilbage, der kunne nemlig godt være røvere dernede når det blev mørkt. En anden gang havde han advaret os om at passe på bilerne, fordi de kom temmelig stærkt på broen. Lidt sjovt at man skal til at springe ud fra en 40 meter høj bro, og så er det de er nervøse for at vi bliver kørt ned. Men de havde nok ret, og de virkede da også som om de fuldstændigt vidste hvad de lavede, der var ikke noget der.
Da det så endelig blev min tur, som sidste springer blandt udvekslingsstudenterne var klokken ved at være 8:30. Vi frøs en del, da der var en temmelig stærk vind på broen (Eller i Danmark ville man nok bare kalde det en normal vind, eller måske bare en svag vind, men her hvor det aldrig blæser virkede den stærk) var vi temmelig kolde.
Da jeg havde fået udstyret på rystede jeg. Jeg kan ikke sige om det var kulde eller skræk. Nok en blanding af begge dele men sikkert mest skræk (:
Jeg kravlede over gelænderet og så var det ellers bare at læne sig bagud, tømme hovedet, og springe! Og jeg sprang!
Det var den fedeste følelse. Det først stykke hvor man bare falder lige ned, var utrolig, og pludselig starter man med at svinge, i den største gyngetur man kan forstille sig. Og man kan ikke lade være med at skrige, alene af den grund, at man rent faktisk gjorde det, og at følelsen af det er så fed.
Så det var den fredag aften.
Eller rettere sagt første del af den. For nu var vi klar til at tage i byen!
Det skal vist lige siges at jeg var temmelig skræmt her!
YES!!
Det var i fredags.
Noel, min gode ven fra Frankrig, har en svoger der sammen med et par venner arrangere en bungee-jump event en gang imellem. Der var folk der havde spurgt efter en, så de aftalte at holde en fredag, hvor alle der kunne have lyst kunne komme og springe for 15 dollars.
Som så typisk Ecuador, så endte det med at dem der oprindeligt havde ønsket eventen aflyste, men det var vi kun glade for.
Så vi fik samlet et bundt udvekslingsstudenter der havde lyst til at springe og så var det på plads.
Vi mødtes klokken 5 ved et busstoppested, hvorefter vi gik de ca. 200 meter op til en høj bro som vi kunne springe fra.
Praktisk taget var det inde midt i byen, men over en af de utallige kløfter der skærer sig ind.
Noels svoger og svogerens ven satte udstyret op. Det skal lige siges at det ikke var rigtig bungee jumping, idet man ikke springer med elastik, så man får altså ikke ”hoppet” op igen. I stedet var man bare monteret med to reb af den slags man bruger til klatring. Rebene var monteret på den ene side af broen, og så sprang man ud fra den anden side. På den måde kom der ikke noget pludseligt ryk i rebet. Når man sprang, og rebet ikke længere kunne nå til at man faldt lige ned, så begyndte man simpelt hen bare at svinge, som i en kæmpe gynge.
De bandt de to reb til den ene side, og svogeren firede sig ned af rebet, så de kunne trække det op på den anden side. Så var vi ellers klar til at springe.
Udstyret var meget simpelt. Det bestod af en af de seler man normalt kender fra klatring, der går rundt om benene som et par shorts, og den blev så sat sammen med en sele der gik både rundt om benene, og rundt om skuldrene. Nærmest som en vest, bare lavet af et par stropper. (I kan se det på billederne i linket til højre). I selen satte de så de to reb, og så var det bare at springe.
Der var mange der gerne ville springe (lidt mere end 10 blandt udvekslingsstudenterne og uderlige nogle folk der kom til senere) så det tog en rum tid inden det blev min tur.
Eftersom vi startede klokken 5, og den første sprang klokken 5:30, og det bliver mørkt i Quito omkring 6:30 så var det rimelig mørkt da det var min tur. Faktisk kunne jeg kun lige skimte jorden under mig, 40 meter nede.
En af Noels svogers veninder kom forbi, og hende snakkede vi også med. Hun var åbenbart præsidentens datter. Altså selve præsidenten af Ecuador, der sidder på alt magten her i landet. Der var lidt vildt.
Der var også flere af de forbipasserende der stoppede op for at springe. Da det var blevet mørkt advarede svogeren os om at vi skulle passe på efter vi havde sprunget, og vi skulle gå tilbage, der kunne nemlig godt være røvere dernede når det blev mørkt. En anden gang havde han advaret os om at passe på bilerne, fordi de kom temmelig stærkt på broen. Lidt sjovt at man skal til at springe ud fra en 40 meter høj bro, og så er det de er nervøse for at vi bliver kørt ned. Men de havde nok ret, og de virkede da også som om de fuldstændigt vidste hvad de lavede, der var ikke noget der.
Da det så endelig blev min tur, som sidste springer blandt udvekslingsstudenterne var klokken ved at være 8:30. Vi frøs en del, da der var en temmelig stærk vind på broen (Eller i Danmark ville man nok bare kalde det en normal vind, eller måske bare en svag vind, men her hvor det aldrig blæser virkede den stærk) var vi temmelig kolde.
Da jeg havde fået udstyret på rystede jeg. Jeg kan ikke sige om det var kulde eller skræk. Nok en blanding af begge dele men sikkert mest skræk (:
Jeg kravlede over gelænderet og så var det ellers bare at læne sig bagud, tømme hovedet, og springe! Og jeg sprang!
Det var den fedeste følelse. Det først stykke hvor man bare falder lige ned, var utrolig, og pludselig starter man med at svinge, i den største gyngetur man kan forstille sig. Og man kan ikke lade være med at skrige, alene af den grund, at man rent faktisk gjorde det, og at følelsen af det er så fed.
Så det var den fredag aften.
Eller rettere sagt første del af den. For nu var vi klar til at tage i byen!
Det skal vist lige siges at jeg var temmelig skræmt her!
YES!!
mandag den 13. december 2010
CAS-tur til amazonen
Her kommer et indlæg i dagbogsform om min tur til amazonen:
På min skole går jeg i IB-klassen. Det vil sige den internationale klasse. I IB-klasserne er der et fag der hedder CAS. Creatividad, acción y servicio. En del af faget består i af arrengere og stå for et hjælpeprojekt. Vi skulle bygge et børnecenter, i en lille landsby inde i amazonjunglen.
(Forresten så har jeg lavet nogle offentlige link til mine fotoalbums på facebook som alle kan se. Linkene er ude i højre side. Så er jeg fri for at ligge for mange billeder ind her, da det går utroligt langsomt, og ikke virker halvdelen af gangene.)
Vi skulle af sted mandag morgen, 29. november, klokken 5. Søndag aften kom Noel og Kelly (de to andre udvekslingsstudenter i min klasse) over til mit hus, hvor de sov om natten så vi sammen kunne tage til skolen, hvor vi skulle med skolens bus.
Mig og Kelly bagte bananbrød til busturen, og vi endte alle med at gå temmelig sent i seng. Den morgen havde jeg også taget min første malariapille. Området vi skulle være i har en temmelig høj malariarisiko så det var nødvendigt.
Mandag, 29. november:
Mandag morgen stod vi op klokken 4 for at spise en hurtig gang morgenmad før min hostfar kørte os til skolen. Alle vores tasker blev læsset på taget af vores gamle skolebus og vi fandt vores sæder. Klokken 5:50 kørte vi og så stod den ellers på en meget lang, skrumplende bustur, i en bus lavet til ecuadorianere. Sæderne i bussen var så små, at når jeg sad i sædet, så stødte mine knæ på sædet foran, og de puder der er ud for ørene i en normal bus, sad i mine skuldre.
Det fungeret dog fint. Kelly og jeg spiste bananbrød og popcorn og så film på hendes ipod.
Da vi havde kørt omkring 2 timer holdte vi ind for at få morgenmad. Først nu var vi kommet helt ud af byen, og nu så jeg endelig noget ordentlig natur igen. Det har jeg godt nok savnet i Quito!
Vi spiste morgenmad i en lille landevejs”resturant”, og jeg følte at vi var i de østrigske alper en sommerdag. Der var bjerge med græssende køer og det hele var grønt.
Derefter kørte vi videre til byen Coca, der ligger langs floden Rio Coca, en stor flod i amazonjunglen. Undervejs var der en helt fantastisk natur, med smukke bjerge og vandfald. Da vi endelig nåede til Coca havde vi kørt i 7 timer (og her er pauserne fratrukket). Vi var nu 300 km fra Quito.
I Coca spiste vi frokost og havde noget fritid, fordi der skulle købes de sidste ting som vi skulle bruge til at bygge børnecenteret.
I Coca var der et par vilde aber i træerne. En af dem var meget tam, og den kom og stjal vandflasker og sådan nogle ting. Den stjal en flaske med låg på, på et tidspunkt, og den fik selv skruet låget af, og den brugte begge hænder til at drikke af flasken, nøjagtig som et menneske.
Omkrigng klokken 5 kørte vi det sidste stykke. Det var ca. 2 timers kørsel på en bumpende jordvej, og nu kunne man virkelig så at vi var i regnskoven. Der sivede vand ned af alle de små klippesider langs vejen, og vi så både tarzan-linianer, palmer og bambus.
Da vi kom frem til landsbyen, Chamanal, var det mørkt. Pigerne havde et skørt blå hus at sove i og drenge sov i et andet hus. Vi er 17 piger i klassen og vi havde 2 værelser med 3 senge i tilsammen. Værelserne var dog så varme at alle, undtagen nogle få, hurtigt besluttede at i stedet for at sove i værelserne ovenpå, så tog vi madrasserne ned på gulvet nedenunder. Flere af pigerne havde selv medbragt luftmadrasser så med 2-3 piger på hver madras havde vi alle et sted at sove. Rummet vi sov i havde vinduer stort set hele vejen rundt. Eller nærmere vindueshuller. Jeg talte på et tidspunkt vinduerne, men jeg har glemt tallet. Men der var omkring 60 vindueshuller, og glas i omkring 2 af dem. Og jeg tror aldrig jeg har set et rum med så mange insekter i. Vi satte vores myggenet op. Kelly og jeg sov på samme madras, men vi havde kun et myggenet lavet for en baby. Det kunne dække begge vores hoveder, men det nærmere lå hen over vores hoveder så det var ikke optimalt.
Vi fik en gang aftensmad, der var super lækker. Jeg må sige at den mad de lavede til 30 personer, i et lille firkantet rum, bygget af bare betonsten, men et gaskomfur og ikke meget andet, smagte noget bedre end det jeg får til daglig her i Quito.
Da mig og Kelly var lige ved at falde i søvn vågnede vi op ved at nogen smed noget på gulvet omkring 1 meter fra vores madras. Det var 3 kæmpe fisk. Lige uden for huset var der en sø hvor de lokale fiskede og tjente penge ved at sælge fiskene. De tre store fisk der landede ved siden af vores seng vejede ca. 15 kilo stykket.
Midt om natten startede hvad der nærmest lød som en tropisk regnstorm. Jeg vågnede ved at nogle tomme spande der stod på gulvet inde i huset væltede pga. vinden og vi kunne høre regnen piske rundt. Senere fandt vi dog ud af at det var sådan stort set hver nat. Faktisk kunne vi stort set hver aften se lynglimt hele aftenen, men uden at kunne høre nogen lyd overhovedet. Ret surrealistisk.
Tirsdag:
Næste morgen var det tid til at starte på arbejdet. Vi spiste morgenmad klokken 7 og derefter gik vi til byggepladsen. Det var et bart område, og et blåt hus. Vi startede med at pille alle vægbrædderne ned fra det blå hus, og pille søm ud af dem. Det var nu vores arbejdsskur for resten af tiden der, hvor vi kunne være i skygge og tørvejr.
Det regnede den her morgen, og åbenbart havde vores lære glemt byggeplanerne i Quito, så da vi var færdige med væggene flyttede og rensede vi alle de brædder og stolper som var lagt ud. Vi mødte rigtig mange myrehelveder, kæmpe insekter, biller, farvestrålende larver, en tudse og endda en lille skorpion.
Omkring klokken 12 var vi færdige med at flytte alt træet og det var også frokosttid.
Bagefter slappede vi af, og det endte med at vi faldt i søvn, og mig og Kelly vågnede ved 5-tiden. Ved 7-tiden var der aftensmad og så kom dagens bedste tidspunkt. Vi lånte et myggenet fra en af drengene der havde et ekstra, og da vi åbnede det viste det sig at det var et firkantet et, som vi kunne spænde ud i alle fire hjørner. Det var super!
Onsdag, 1. dec:
I dag var morgenmaden en god bunke kogte kartofler, og tun i tomat. Fantastisk. Mig og Kelly gik til morgenmad, og vi havde også Noels tallerken. Han kom senere så vi endte med at spise hans portion. Plus at vi hentede en portion mere.
I dag bestod arbejdet i at grave huller til betonstolperne som fundamentet skulle på. Der skulle også saves nogle brædder ud så vi brugte en del tid men håndsave. Og nogle af dem skulle spises til så de kunne gå i jorden. Når man er i junglen gør man selvfølgelig det med en machete.
Vi havde 2 timers middagspause denne dag hvor vi sov efter vi havde spist. Bagefter var det tilbage til arbejde hvor brædderne skulle behandles med noget mod termitter. Så mens drengene fortsatte med at grave huller, flyttede pigerne brædderne op i en bunke inde i skuret. Der var allerede flyttet myrer ind i dem igen. Fra bunken tog hver pige et bræt, flyttede det ud, behandlede det, og flyttet dem ind i den anden ende af skuret.
Det var en super varm dag. Vi havde ikke noget termometer men det føltes som mere end 35 grader, plus luftfugtigheden var høj. Og solen ekstrem stærk, man kunne ligefrem føle hvordan den brændt så snart man havde bar hud, så de fleste af os arbejdede i langærmet.
Da vi var færdige for dagen gik nogle af os ned til en flod i nærheden. Eller rettere en lokal kørte os derned på hans motorcykel, 2 bagpå af gangen.
Floden var ca. ½ meter dyb, og super dejlig. Vi kæmpede rundt i vandet, og sad på bunden og snakkede. Jeg brugte 1. december aften på at sidde i en flod, inde midt i amazonjunglen, midt i Ecuador og se på ildfluer. Det var skønt.
Bagefter gik vi de ca. 2 kilometer tilbage hvorefter vi badede. Alt vandet kommer fra regnvand, og var selvfølgelig koldt, men det var super efter en varm arbejdsdag. Vi havde 2 badeværelser til pigerne til at dele. I drengenes hus havde de ikke noget bad, bare en vandhane, så det endte med at de fleste af drengene også badede i vores hus. Men på en eller anden måde var det ikke noget problem med næsten 30 mennesker til to bade.
Om aftenen snakkede vi og spillede bl.a. twister.
Torsdag:
Torsdag morgen vågnede jeg ved et gigantisk tordenskrald. Jeg kan ikke huske at jeg har hørt så stort et tordenskrald før. Om formiddagen havde vi regn, og vi brugte tiden på at flytte resten af brædderne op i tørvejr. Om eftermiddagen stoppede det med at regne. Frokosten i dag bestod af suppe med en hel kyllingefod og kyllingelever i. Til middag fik vi altid både suppe først, og bagefter noget ”fast føde”.
Efter frokost fortsatte vi med rensearbejdet. Jeg var blevet træt af at arbejde med benzin-rense-halløj så det endte med at jeg var den der flyttede alle brædderne ind i den anden ende af skuret, så snart de var behandlede, og det fungerede faktisk bedre end at vi flyttede hver vores brædder, for der var ikke super meget plads i skuret.
Fredag:
I dag var morgenmaden noget platano-noget vendt i mel (Platano er en form for banan som de spiser rigtig meget hernede. Den kan både koges, steges, bages og hvad du ellers har lyst til.) og med flere kyllingeindvolde.
Arbejdede bestod stadig i at rense alle brædderne.
Efter frokost blev vi endelig færdige med at behandle alle brædderne. I mellemtiden havde drenge fået lavet klar til at gulvet kunne begyndes at ligge på. Det begyndte vi dog ikke på denne dag.
Om aftenen, da det var mørkt gik vi sammen med 2 af de lokale (dem der ejede det hus vi sov i, og dem der fiskede) ned til søen for at kigge efter krokodiller. Vi så ikke nogen tæt på, men vi så flere par øjne lyse i mørket. Vi tog ud i en kano for at kigge efter flere. Vi kom i kanoen 4 og 4, men da der var 6 tilbage kom vi alle i på samme tid. Jeg sad bagerst og havde allerede badet og jeg var i nattøj. Da ham der sejlede skubbede kanoen ud og hoppede i endte det dog med at jeg sad i 5 centimeter vand. Så da vi ikke så nogen krokodiller og vi lagde til land et sted, var jeg allerede våd. Så hvorfor ikke svømme? Vi var 3 piger der endte med at være ude og svømme i søen med krokodillerne. Jeg tror dog at ham der sejlede sagde at de havde puttet shampoo eller sådan noget i vandet der, så krokodillerne brød sig ikke om at være der.
Da vi kom tilbage var jeg ude af tørt tøj, så jeg måtte låne et par bukser af en pige fra klassen.
Lørdag:
Denne dag regnede det så vi kunne ikke rigtig fortsætte arbejdet. Desuden skulle vi om eftermiddagen ind til Coca en tur. Så vi sov indtil klokken 8 og spiste ikke morgenmad før klokken 9.
Til frokost fik vi af vide at der var afgang til Coca klokken 4. klokken 4.10 gik Kelly og jeg op til bussen der holdt ved drengenes hus. Der var 3 mennesker der var klar. Mig, Kelly og Noel. Klokken 4:40 var der 7 mennesker i bussen. Det er bare sådan det er i Ecuador. Det hedder ikke at være sent på den.
Da vi kom til Coca købte vi alle en masse slik til om aftenerne. Bagefter splittede vi op og spiste. Mig og Kelly fik som super kinesisk mad. Da vi havde spist Mødte vi de andre, og vi gik alle sammen til et lille tivoli. Vi prøvede alle et piratskib, i den skræmmende udgave. Der var ingen form for sikkerhedsbare, kun en bare man kunne holde i, og når vi var på toppen, og kiggede nedad lettede vi alle sammen i sæderne, og det føltes som om vi ville falde ud. Det var dog sjovt.
Bagefter gik vi tilbage til bussen, og vi kørte hjem og gik i seng.
Søndag:
Denne dag var det 2. søndag i advent. Det var super mærkeligt, og jeg tror aldrig jeg har været i en så lidt-jule-stmning før.
I dag vågnede vi 5 minutter før morgenmaden, og fordi vi var i tidsnød er pauserne nu suspenderet, så vi gik direkte fra morgenmadsstedet til byggepladsen.
I dag var det overskyet, men tørt, hvilket er det rareste. Det begyndte dog at regne lidt senere på morgenen.
Vi startede med at sømme gulv på. Der skulle 10 søm i hvert bræt, og brædderne var vel omkring 4-5 cm tykke. Det gik dog stærkt fremad. Lige indtil vi havde sømmet 2/5 af gulvet på. Så havde vi nemlig ikke flere søm. Så mens nogen kørte ind til byen efter flere søm (næsten 2 timers kørsel hver vej) så rettede vi resten af gulvbrædderne til så de bare skulle hammeres på næste dag. Da vi havde gjort 4/5 af gulvet klart så fandt vi dog ud af at vi også manglede gulvbrædder. Dog ikke mere end omkring 5-6 stykker.
Vi havde endelig fået en motorsav til al gulvafretningen.
Da det blev mørkt gik vi til aftensmad, og brugte aftenen på afslapning.
Mandag:
Vi rettede de sidste gulvbrædder til indtil sømmene kom. Da sømmene kom Fortsatte vi med at hamre. Lige indtil vi løb tør for søm igen. De havde åbenbart købt omkring 600 søm for lidt.
Vi slappede af i vores arbejdsskur og det endte med at jeg faldt i søvn, liggende på en planke, der stod i en vinkel på ca. 45 grader. Ikke behageligt!
Vi er langt bagud i tiden, så det blev besluttet at sende alle vægbrædderne til en mand der ville rette siderne til, så vi kunne spare noget tid.
Tirsdag, 7. december:
I dag begyndte vi at rejse stolper så vi kunne få skelettet til huset bygget. Vi læssede også alle brædderne på en chiva (en bus uden vægge, og med plads på taget. Se billederne), og når man læsser brædder på alle sæderne så må man jo sidde på taget. Så vi kørte ud til savmanden, hvo vi læssede alle brædderne af igen og kørte hjem igen.
Onsdag:
Vi fortsatte på skelettet, og det var egentlig alt hvad, der var at lave den dag.
Torsdag:
Vi Kan ikke nå at blive færdige med hele huset så vi bliver nødt til at betale vores byggemester og en anden for at færdiggøre. Vi vil dog nå at blive færdige med skelettet så det arbejdede vi på hele dagen. Fro at få den bjælke op der ligger øverst under taget, i midten, blev vi nødt til at bygge en konstruktion med en bambusstige, og nogle brædder. Det fungerede dog fint, og det hele virkede sikkert.
Om eftermiddagen kørte vi ud og hentede alle de færdigsavede brædder igen, og da vi kom tilbage skulle de selvfølgelig læsses af igen. Vi flyttede alle brædderne 8 gange på de ca. 10 arbejdsdage vi havde.
Om aftenen havde Petrobras (Det oliselskab der havde finasieret en del af vores projekt, og som tidligere havde en forbindelse i Chamanal) lavet en afskedaftensmad for os med god mad. Der var også en dreng fra landsbyen der havde fødselsdag. I Ecuador er tradition at når en dreng har fødselsdag så bliver han slået lige så mange gange med et bælte bagi, som han fylder år. Og man får altid hovedet smaslet ned i fødselsdagskagen. Petrobras gav også os alle sammen en lille julegave. En pose slik :)
Fredag:
Fredag morgen var der afgang klokken 10. Det vil sige vi kørte faktisk allerede klokken 9:30. det må være omtrent første gang at jeg har oplevet at være for tidligt på den i Ecuador.
Da vi kom til Coca efter ca. 2 timer var der dog et problem med bremserne i bussen så vi holdt der i ½time/3 kvarter. Derefter kørte vi videre. Ud på aftenen, omkring ved 3-4 tiden måtte vi dog stoppe igen, fordi vi skulle havde repareret bussen igen. Vi spiste på en restaurant, og bagefter gik vi rundt i byen og i parken. Da det begyndte at blive mørkt gik vi tilbage til bussen for at vente på at den blev repareret.
Endelig var bussen færdig, og vi kunne tage det sidste stræk hjem og omkring klokken 10 ankom vi til Quito igen.
Næste år kommer den nuværende 5. BI derned og bygger en sektion mere, og hele projektet skal ende med at der er 4 sektioner som den vi byggede.
Byen hedder Chamanal og er et lille samfund med omkring 10 huse.
Vi gik til morgenmad hver dag klokken 7, derefter direkte til arbjede, frokost ved 12-tiden hver dag og bagefter arbejde igen indtil det blev mørkt klokken 6:30. Om aftenen vaskede vi tøj, baded, slappede af og skrev dagbøger.
Det er utroligt så hurtigt man vender sig til at leve under totalt anderledes forhold, og allerede på 2.dagen så var man egentlig ligeglad med alle insekterne i sengen og endda i badet.
Jeg har overhovedet ikke haft nogen bivirkninger fra malariapillerne, så det var en lettelse. Mens jeg var der tog jeg også 2 vitamin-b piller hver dag, og jeg følte faktisk at de hjalp utroligt godt. Myggene stak mig i hvert fald meget mindre and sædvanligt. Jeg slap dog ikke uden en del myggestik, for myggene var overalt, og de har ikke den store respekt for myggebalsam. På min ene ankel havde jeg 123 myggestik da jeg kom hjem! Men det var faktisk kun på mine ankler at det var slemt.
Det var en fantastisk oplevelse, og jeg er super glad for at jeg fik den med.
På min skole går jeg i IB-klassen. Det vil sige den internationale klasse. I IB-klasserne er der et fag der hedder CAS. Creatividad, acción y servicio. En del af faget består i af arrengere og stå for et hjælpeprojekt. Vi skulle bygge et børnecenter, i en lille landsby inde i amazonjunglen.
(Forresten så har jeg lavet nogle offentlige link til mine fotoalbums på facebook som alle kan se. Linkene er ude i højre side. Så er jeg fri for at ligge for mange billeder ind her, da det går utroligt langsomt, og ikke virker halvdelen af gangene.)
Vi skulle af sted mandag morgen, 29. november, klokken 5. Søndag aften kom Noel og Kelly (de to andre udvekslingsstudenter i min klasse) over til mit hus, hvor de sov om natten så vi sammen kunne tage til skolen, hvor vi skulle med skolens bus.
Mig og Kelly bagte bananbrød til busturen, og vi endte alle med at gå temmelig sent i seng. Den morgen havde jeg også taget min første malariapille. Området vi skulle være i har en temmelig høj malariarisiko så det var nødvendigt.
Mandag, 29. november:
Mandag morgen stod vi op klokken 4 for at spise en hurtig gang morgenmad før min hostfar kørte os til skolen. Alle vores tasker blev læsset på taget af vores gamle skolebus og vi fandt vores sæder. Klokken 5:50 kørte vi og så stod den ellers på en meget lang, skrumplende bustur, i en bus lavet til ecuadorianere. Sæderne i bussen var så små, at når jeg sad i sædet, så stødte mine knæ på sædet foran, og de puder der er ud for ørene i en normal bus, sad i mine skuldre.
Det fungeret dog fint. Kelly og jeg spiste bananbrød og popcorn og så film på hendes ipod.
Da vi havde kørt omkring 2 timer holdte vi ind for at få morgenmad. Først nu var vi kommet helt ud af byen, og nu så jeg endelig noget ordentlig natur igen. Det har jeg godt nok savnet i Quito!
Vi spiste morgenmad i en lille landevejs”resturant”, og jeg følte at vi var i de østrigske alper en sommerdag. Der var bjerge med græssende køer og det hele var grønt.
Derefter kørte vi videre til byen Coca, der ligger langs floden Rio Coca, en stor flod i amazonjunglen. Undervejs var der en helt fantastisk natur, med smukke bjerge og vandfald. Da vi endelig nåede til Coca havde vi kørt i 7 timer (og her er pauserne fratrukket). Vi var nu 300 km fra Quito.
I Coca spiste vi frokost og havde noget fritid, fordi der skulle købes de sidste ting som vi skulle bruge til at bygge børnecenteret.
I Coca var der et par vilde aber i træerne. En af dem var meget tam, og den kom og stjal vandflasker og sådan nogle ting. Den stjal en flaske med låg på, på et tidspunkt, og den fik selv skruet låget af, og den brugte begge hænder til at drikke af flasken, nøjagtig som et menneske.
Omkrigng klokken 5 kørte vi det sidste stykke. Det var ca. 2 timers kørsel på en bumpende jordvej, og nu kunne man virkelig så at vi var i regnskoven. Der sivede vand ned af alle de små klippesider langs vejen, og vi så både tarzan-linianer, palmer og bambus.
Da vi kom frem til landsbyen, Chamanal, var det mørkt. Pigerne havde et skørt blå hus at sove i og drenge sov i et andet hus. Vi er 17 piger i klassen og vi havde 2 værelser med 3 senge i tilsammen. Værelserne var dog så varme at alle, undtagen nogle få, hurtigt besluttede at i stedet for at sove i værelserne ovenpå, så tog vi madrasserne ned på gulvet nedenunder. Flere af pigerne havde selv medbragt luftmadrasser så med 2-3 piger på hver madras havde vi alle et sted at sove. Rummet vi sov i havde vinduer stort set hele vejen rundt. Eller nærmere vindueshuller. Jeg talte på et tidspunkt vinduerne, men jeg har glemt tallet. Men der var omkring 60 vindueshuller, og glas i omkring 2 af dem. Og jeg tror aldrig jeg har set et rum med så mange insekter i. Vi satte vores myggenet op. Kelly og jeg sov på samme madras, men vi havde kun et myggenet lavet for en baby. Det kunne dække begge vores hoveder, men det nærmere lå hen over vores hoveder så det var ikke optimalt.
Vi fik en gang aftensmad, der var super lækker. Jeg må sige at den mad de lavede til 30 personer, i et lille firkantet rum, bygget af bare betonsten, men et gaskomfur og ikke meget andet, smagte noget bedre end det jeg får til daglig her i Quito.
Da mig og Kelly var lige ved at falde i søvn vågnede vi op ved at nogen smed noget på gulvet omkring 1 meter fra vores madras. Det var 3 kæmpe fisk. Lige uden for huset var der en sø hvor de lokale fiskede og tjente penge ved at sælge fiskene. De tre store fisk der landede ved siden af vores seng vejede ca. 15 kilo stykket.
Midt om natten startede hvad der nærmest lød som en tropisk regnstorm. Jeg vågnede ved at nogle tomme spande der stod på gulvet inde i huset væltede pga. vinden og vi kunne høre regnen piske rundt. Senere fandt vi dog ud af at det var sådan stort set hver nat. Faktisk kunne vi stort set hver aften se lynglimt hele aftenen, men uden at kunne høre nogen lyd overhovedet. Ret surrealistisk.
Tirsdag:
Næste morgen var det tid til at starte på arbejdet. Vi spiste morgenmad klokken 7 og derefter gik vi til byggepladsen. Det var et bart område, og et blåt hus. Vi startede med at pille alle vægbrædderne ned fra det blå hus, og pille søm ud af dem. Det var nu vores arbejdsskur for resten af tiden der, hvor vi kunne være i skygge og tørvejr.
Det regnede den her morgen, og åbenbart havde vores lære glemt byggeplanerne i Quito, så da vi var færdige med væggene flyttede og rensede vi alle de brædder og stolper som var lagt ud. Vi mødte rigtig mange myrehelveder, kæmpe insekter, biller, farvestrålende larver, en tudse og endda en lille skorpion.
Omkring klokken 12 var vi færdige med at flytte alt træet og det var også frokosttid.
Bagefter slappede vi af, og det endte med at vi faldt i søvn, og mig og Kelly vågnede ved 5-tiden. Ved 7-tiden var der aftensmad og så kom dagens bedste tidspunkt. Vi lånte et myggenet fra en af drengene der havde et ekstra, og da vi åbnede det viste det sig at det var et firkantet et, som vi kunne spænde ud i alle fire hjørner. Det var super!
Onsdag, 1. dec:
I dag var morgenmaden en god bunke kogte kartofler, og tun i tomat. Fantastisk. Mig og Kelly gik til morgenmad, og vi havde også Noels tallerken. Han kom senere så vi endte med at spise hans portion. Plus at vi hentede en portion mere.
I dag bestod arbejdet i at grave huller til betonstolperne som fundamentet skulle på. Der skulle også saves nogle brædder ud så vi brugte en del tid men håndsave. Og nogle af dem skulle spises til så de kunne gå i jorden. Når man er i junglen gør man selvfølgelig det med en machete.
Vi havde 2 timers middagspause denne dag hvor vi sov efter vi havde spist. Bagefter var det tilbage til arbejde hvor brædderne skulle behandles med noget mod termitter. Så mens drengene fortsatte med at grave huller, flyttede pigerne brædderne op i en bunke inde i skuret. Der var allerede flyttet myrer ind i dem igen. Fra bunken tog hver pige et bræt, flyttede det ud, behandlede det, og flyttet dem ind i den anden ende af skuret.
Det var en super varm dag. Vi havde ikke noget termometer men det føltes som mere end 35 grader, plus luftfugtigheden var høj. Og solen ekstrem stærk, man kunne ligefrem føle hvordan den brændt så snart man havde bar hud, så de fleste af os arbejdede i langærmet.
Da vi var færdige for dagen gik nogle af os ned til en flod i nærheden. Eller rettere en lokal kørte os derned på hans motorcykel, 2 bagpå af gangen.
Floden var ca. ½ meter dyb, og super dejlig. Vi kæmpede rundt i vandet, og sad på bunden og snakkede. Jeg brugte 1. december aften på at sidde i en flod, inde midt i amazonjunglen, midt i Ecuador og se på ildfluer. Det var skønt.
Bagefter gik vi de ca. 2 kilometer tilbage hvorefter vi badede. Alt vandet kommer fra regnvand, og var selvfølgelig koldt, men det var super efter en varm arbejdsdag. Vi havde 2 badeværelser til pigerne til at dele. I drengenes hus havde de ikke noget bad, bare en vandhane, så det endte med at de fleste af drengene også badede i vores hus. Men på en eller anden måde var det ikke noget problem med næsten 30 mennesker til to bade.
Om aftenen snakkede vi og spillede bl.a. twister.
Torsdag:
Torsdag morgen vågnede jeg ved et gigantisk tordenskrald. Jeg kan ikke huske at jeg har hørt så stort et tordenskrald før. Om formiddagen havde vi regn, og vi brugte tiden på at flytte resten af brædderne op i tørvejr. Om eftermiddagen stoppede det med at regne. Frokosten i dag bestod af suppe med en hel kyllingefod og kyllingelever i. Til middag fik vi altid både suppe først, og bagefter noget ”fast føde”.
Efter frokost fortsatte vi med rensearbejdet. Jeg var blevet træt af at arbejde med benzin-rense-halløj så det endte med at jeg var den der flyttede alle brædderne ind i den anden ende af skuret, så snart de var behandlede, og det fungerede faktisk bedre end at vi flyttede hver vores brædder, for der var ikke super meget plads i skuret.
Fredag:
I dag var morgenmaden noget platano-noget vendt i mel (Platano er en form for banan som de spiser rigtig meget hernede. Den kan både koges, steges, bages og hvad du ellers har lyst til.) og med flere kyllingeindvolde.
Arbejdede bestod stadig i at rense alle brædderne.
Efter frokost blev vi endelig færdige med at behandle alle brædderne. I mellemtiden havde drenge fået lavet klar til at gulvet kunne begyndes at ligge på. Det begyndte vi dog ikke på denne dag.
Om aftenen, da det var mørkt gik vi sammen med 2 af de lokale (dem der ejede det hus vi sov i, og dem der fiskede) ned til søen for at kigge efter krokodiller. Vi så ikke nogen tæt på, men vi så flere par øjne lyse i mørket. Vi tog ud i en kano for at kigge efter flere. Vi kom i kanoen 4 og 4, men da der var 6 tilbage kom vi alle i på samme tid. Jeg sad bagerst og havde allerede badet og jeg var i nattøj. Da ham der sejlede skubbede kanoen ud og hoppede i endte det dog med at jeg sad i 5 centimeter vand. Så da vi ikke så nogen krokodiller og vi lagde til land et sted, var jeg allerede våd. Så hvorfor ikke svømme? Vi var 3 piger der endte med at være ude og svømme i søen med krokodillerne. Jeg tror dog at ham der sejlede sagde at de havde puttet shampoo eller sådan noget i vandet der, så krokodillerne brød sig ikke om at være der.
Da vi kom tilbage var jeg ude af tørt tøj, så jeg måtte låne et par bukser af en pige fra klassen.
Lørdag:
Denne dag regnede det så vi kunne ikke rigtig fortsætte arbejdet. Desuden skulle vi om eftermiddagen ind til Coca en tur. Så vi sov indtil klokken 8 og spiste ikke morgenmad før klokken 9.
Til frokost fik vi af vide at der var afgang til Coca klokken 4. klokken 4.10 gik Kelly og jeg op til bussen der holdt ved drengenes hus. Der var 3 mennesker der var klar. Mig, Kelly og Noel. Klokken 4:40 var der 7 mennesker i bussen. Det er bare sådan det er i Ecuador. Det hedder ikke at være sent på den.
Da vi kom til Coca købte vi alle en masse slik til om aftenerne. Bagefter splittede vi op og spiste. Mig og Kelly fik som super kinesisk mad. Da vi havde spist Mødte vi de andre, og vi gik alle sammen til et lille tivoli. Vi prøvede alle et piratskib, i den skræmmende udgave. Der var ingen form for sikkerhedsbare, kun en bare man kunne holde i, og når vi var på toppen, og kiggede nedad lettede vi alle sammen i sæderne, og det føltes som om vi ville falde ud. Det var dog sjovt.
Bagefter gik vi tilbage til bussen, og vi kørte hjem og gik i seng.
Søndag:
Denne dag var det 2. søndag i advent. Det var super mærkeligt, og jeg tror aldrig jeg har været i en så lidt-jule-stmning før.
I dag vågnede vi 5 minutter før morgenmaden, og fordi vi var i tidsnød er pauserne nu suspenderet, så vi gik direkte fra morgenmadsstedet til byggepladsen.
I dag var det overskyet, men tørt, hvilket er det rareste. Det begyndte dog at regne lidt senere på morgenen.
Vi startede med at sømme gulv på. Der skulle 10 søm i hvert bræt, og brædderne var vel omkring 4-5 cm tykke. Det gik dog stærkt fremad. Lige indtil vi havde sømmet 2/5 af gulvet på. Så havde vi nemlig ikke flere søm. Så mens nogen kørte ind til byen efter flere søm (næsten 2 timers kørsel hver vej) så rettede vi resten af gulvbrædderne til så de bare skulle hammeres på næste dag. Da vi havde gjort 4/5 af gulvet klart så fandt vi dog ud af at vi også manglede gulvbrædder. Dog ikke mere end omkring 5-6 stykker.
Vi havde endelig fået en motorsav til al gulvafretningen.
Da det blev mørkt gik vi til aftensmad, og brugte aftenen på afslapning.
Mandag:
Vi rettede de sidste gulvbrædder til indtil sømmene kom. Da sømmene kom Fortsatte vi med at hamre. Lige indtil vi løb tør for søm igen. De havde åbenbart købt omkring 600 søm for lidt.
Vi slappede af i vores arbejdsskur og det endte med at jeg faldt i søvn, liggende på en planke, der stod i en vinkel på ca. 45 grader. Ikke behageligt!
Vi er langt bagud i tiden, så det blev besluttet at sende alle vægbrædderne til en mand der ville rette siderne til, så vi kunne spare noget tid.
Tirsdag, 7. december:
I dag begyndte vi at rejse stolper så vi kunne få skelettet til huset bygget. Vi læssede også alle brædderne på en chiva (en bus uden vægge, og med plads på taget. Se billederne), og når man læsser brædder på alle sæderne så må man jo sidde på taget. Så vi kørte ud til savmanden, hvo vi læssede alle brædderne af igen og kørte hjem igen.
Onsdag:
Vi fortsatte på skelettet, og det var egentlig alt hvad, der var at lave den dag.
Torsdag:
Vi Kan ikke nå at blive færdige med hele huset så vi bliver nødt til at betale vores byggemester og en anden for at færdiggøre. Vi vil dog nå at blive færdige med skelettet så det arbejdede vi på hele dagen. Fro at få den bjælke op der ligger øverst under taget, i midten, blev vi nødt til at bygge en konstruktion med en bambusstige, og nogle brædder. Det fungerede dog fint, og det hele virkede sikkert.
Om eftermiddagen kørte vi ud og hentede alle de færdigsavede brædder igen, og da vi kom tilbage skulle de selvfølgelig læsses af igen. Vi flyttede alle brædderne 8 gange på de ca. 10 arbejdsdage vi havde.
Om aftenen havde Petrobras (Det oliselskab der havde finasieret en del af vores projekt, og som tidligere havde en forbindelse i Chamanal) lavet en afskedaftensmad for os med god mad. Der var også en dreng fra landsbyen der havde fødselsdag. I Ecuador er tradition at når en dreng har fødselsdag så bliver han slået lige så mange gange med et bælte bagi, som han fylder år. Og man får altid hovedet smaslet ned i fødselsdagskagen. Petrobras gav også os alle sammen en lille julegave. En pose slik :)
Fredag:
Fredag morgen var der afgang klokken 10. Det vil sige vi kørte faktisk allerede klokken 9:30. det må være omtrent første gang at jeg har oplevet at være for tidligt på den i Ecuador.
Da vi kom til Coca efter ca. 2 timer var der dog et problem med bremserne i bussen så vi holdt der i ½time/3 kvarter. Derefter kørte vi videre. Ud på aftenen, omkring ved 3-4 tiden måtte vi dog stoppe igen, fordi vi skulle havde repareret bussen igen. Vi spiste på en restaurant, og bagefter gik vi rundt i byen og i parken. Da det begyndte at blive mørkt gik vi tilbage til bussen for at vente på at den blev repareret.
Endelig var bussen færdig, og vi kunne tage det sidste stræk hjem og omkring klokken 10 ankom vi til Quito igen.
Næste år kommer den nuværende 5. BI derned og bygger en sektion mere, og hele projektet skal ende med at der er 4 sektioner som den vi byggede.
Byen hedder Chamanal og er et lille samfund med omkring 10 huse.
Vi gik til morgenmad hver dag klokken 7, derefter direkte til arbjede, frokost ved 12-tiden hver dag og bagefter arbejde igen indtil det blev mørkt klokken 6:30. Om aftenen vaskede vi tøj, baded, slappede af og skrev dagbøger.
Det er utroligt så hurtigt man vender sig til at leve under totalt anderledes forhold, og allerede på 2.dagen så var man egentlig ligeglad med alle insekterne i sengen og endda i badet.
Jeg har overhovedet ikke haft nogen bivirkninger fra malariapillerne, så det var en lettelse. Mens jeg var der tog jeg også 2 vitamin-b piller hver dag, og jeg følte faktisk at de hjalp utroligt godt. Myggene stak mig i hvert fald meget mindre and sædvanligt. Jeg slap dog ikke uden en del myggestik, for myggene var overalt, og de har ikke den store respekt for myggebalsam. På min ene ankel havde jeg 123 myggestik da jeg kom hjem! Men det var faktisk kun på mine ankler at det var slemt.
Det var en fantastisk oplevelse, og jeg er super glad for at jeg fik den med.
lørdag den 6. november 2010
Skolen i Ecuador
Beklager den lange, lange ventetid, jeg skal nok prøve at opdatere lidt oftere fremover. Det her bliver et lille temaindlæg om skolen her i Ecuador.
Jeg står op hver morgen klokken 5:35. Klokken 6:15 er jeg ude af døren for at gå den blok op til det kryds hvor jeg tager min skolebus. Der er et helt bundt af skolebusser i Quito og det fungere på den måde at de køre en til skolen, og så skifter de til en anden rute, til en anden skole. Samme måde når man skal hjem. Skoletiderne er timet så alle skolerne ikke har fr på samme tid, så busserne kan udnyttes. Derfor er der også kun en afgang hjem hver dag, klokken 1:40. Hvis man har flere klasser må man komme hjem på en anden måde.
Busserne er på skolen klokken 6:30 og så står vi ellers bare og venter til klokken bliver 7 og klasserne starter. En klasse er på 45 minutter. Klokken 10 og klokken 11:50 har vi 2 minutters pause. Klokken 1:40 kan alle udvekslingsstudenterne tage hjem. De ”indfødte” har 3-4 gange om ugen klasser til klokken 15:30.
Når en lærer kommer ind i klassen så rejser man sig op, og bliver stående indtil læren siger at man kan sætte sig.
Undervisningen er også anderledes. På min skole kender lærerne ikke nogen af elvernes navne, og eleverne kalder læren for ”lære”. Jeg har dog hørt andre udvekslingsstudenter sige at det er anderledes på deres skole.
Undervisningen foregår rigtig meget med tavleundervisning. Læren siger en masse og skriver en masse ned på tavlen, og elever skriver af, eller sidder bare og lytter. Det er kun i nogle enkle klasser at nogle få af eleverne deltager i undervisningen.
Der er også rigtig mange små tests i alle klasserne, men det er nok for at læren kan give en karakter, for når de ikke kender nogen navne så kan de ikke rigtig give på deltagelse.
Man kan heller ikke forlade skolen før man får fri. Og hvis man får fri lidt før så må man alligevel vente, for de vil ikke åbne porten før klokken ringer, og der er hegn hele vejen rundt om skolen. Hvis man bare kommer et minut for sent om morgnen bliver man heller ikke lukket ind før næste time starter. Der er også nogle af lærerne der ikke vil lukke dig ind i klasselokalet hvis du bare kommer et par minutter for sent, heller ikke hvis du har en god grund. Hvis det er fordi du skulle snakke med en lære, så bliver du nød til at have en seddel fra læren der beviser det.
På andre områder er der dog ingen restriktioner. Læren gør intet eller siger intet hvis man ikke laver noget i timerne, og det sker jævnligt at en af elevernes mobiler ringer. Læren bemærker det ikke en gang, og nogen gange snakker eleven endda i telefonen. Når lærens telefon ringer, og det sker hele tiden, så tager læren bare telefonen og begynder at snakke. Læren går ikke engang uden for døren.
I min klasse er der også kun mandlige lærer. Det tror jeg dog mere har noget at gøre med at min skole indtil for 4-5 år siden kun var for drenge, og der er ikke blevet ansat så mange nye lærer siden da.
Når der er frikvarter skal man gå ud, og der står opsynds-elever på alle trapperne. I frikvartererne bliver der solgt mad fra en kantine. Eller det vil sige der bliver solgt pizza, nogle sandwicher der består af to stykker hvidt toastbrød med et stykke skinke imellem, juice, kage, slik, chips, donuts og alle sådan nogle ting.
Den skole jeg går på, Colegio de Benalcazar, er en af de rigtig ”gode” skoler. Mange af de andre udvekslingsstudenter siger at det de lærer i timerne er noget de lærte for flere år siden, også i Danmark. I matematik på min skole har jeg dog aldrig før hørt om det vi har om. I engelsk (selvom jeg går i en IB klasse, International bachelor) ligger niveauet dog så selv jeg kan høre lærens grammatiske fejl (og det siger en del :P) og læren trækker konstant os 3 udvekslingsstudenter op til tavlen for at rette de andre, og når han er i tvivl.
Min skole er også meget mere strikt med uniformen end mange andre skoler. Mange skoler har kun en T-shirt og en nederdel til mandage og så den samme T-shirt og et par joggingbukser til de andre dage. Så kan de bruge deres egne sko, og nogen bruger også egne bukser. Og mange udvekslingsstudenter behøver ikke at bruge nederdelen.
På min skole har vi (i hvert fald pigerne, drengene har 1 stykke mindre (de højhælede sko)) 15(!!) stykker uniform. Det eneste vi rent faktisk kan bruge af vores eget er nylonstrømper og undertøj. Mandag bruger pigerne sko med små hæle, nylonstrømper, højtaljede nederdel der går til knæene, en hvis skjorte, et slips og en blazerjakke. Tirsdag og fredag et par stramme shorts, en tynd, langærmet, hvid bluse, et par joggingbukser og en trøje og et par sportssko med tilhørende strømper. Onsdag og torsdag er det et par flade, ballarina-agtige sko, høje strømper, nederdelen, en blå skjorte og en mørkeblå sweater. Det er ikke tilladt at bruge jakker eller tørklæder, og alle drengenes hår skal være kortklippet.
Nu har jeg fået indstillingerne rettet så man kan skrive kommentarer uden at have en konto herinde.
De tre udvekslingsstudenter i min klasse. Mig, Noël fra frankrig og Kelly fra USA.
Min klasse. 6to BI
Skolen
Den inernationale lufthavn ligger midt i byen, og flyene kommer ind lige over skolen.
Jeg står op hver morgen klokken 5:35. Klokken 6:15 er jeg ude af døren for at gå den blok op til det kryds hvor jeg tager min skolebus. Der er et helt bundt af skolebusser i Quito og det fungere på den måde at de køre en til skolen, og så skifter de til en anden rute, til en anden skole. Samme måde når man skal hjem. Skoletiderne er timet så alle skolerne ikke har fr på samme tid, så busserne kan udnyttes. Derfor er der også kun en afgang hjem hver dag, klokken 1:40. Hvis man har flere klasser må man komme hjem på en anden måde.
Busserne er på skolen klokken 6:30 og så står vi ellers bare og venter til klokken bliver 7 og klasserne starter. En klasse er på 45 minutter. Klokken 10 og klokken 11:50 har vi 2 minutters pause. Klokken 1:40 kan alle udvekslingsstudenterne tage hjem. De ”indfødte” har 3-4 gange om ugen klasser til klokken 15:30.
Når en lærer kommer ind i klassen så rejser man sig op, og bliver stående indtil læren siger at man kan sætte sig.
Undervisningen er også anderledes. På min skole kender lærerne ikke nogen af elvernes navne, og eleverne kalder læren for ”lære”. Jeg har dog hørt andre udvekslingsstudenter sige at det er anderledes på deres skole.
Undervisningen foregår rigtig meget med tavleundervisning. Læren siger en masse og skriver en masse ned på tavlen, og elever skriver af, eller sidder bare og lytter. Det er kun i nogle enkle klasser at nogle få af eleverne deltager i undervisningen.
Der er også rigtig mange små tests i alle klasserne, men det er nok for at læren kan give en karakter, for når de ikke kender nogen navne så kan de ikke rigtig give på deltagelse.
Man kan heller ikke forlade skolen før man får fri. Og hvis man får fri lidt før så må man alligevel vente, for de vil ikke åbne porten før klokken ringer, og der er hegn hele vejen rundt om skolen. Hvis man bare kommer et minut for sent om morgnen bliver man heller ikke lukket ind før næste time starter. Der er også nogle af lærerne der ikke vil lukke dig ind i klasselokalet hvis du bare kommer et par minutter for sent, heller ikke hvis du har en god grund. Hvis det er fordi du skulle snakke med en lære, så bliver du nød til at have en seddel fra læren der beviser det.
På andre områder er der dog ingen restriktioner. Læren gør intet eller siger intet hvis man ikke laver noget i timerne, og det sker jævnligt at en af elevernes mobiler ringer. Læren bemærker det ikke en gang, og nogen gange snakker eleven endda i telefonen. Når lærens telefon ringer, og det sker hele tiden, så tager læren bare telefonen og begynder at snakke. Læren går ikke engang uden for døren.
I min klasse er der også kun mandlige lærer. Det tror jeg dog mere har noget at gøre med at min skole indtil for 4-5 år siden kun var for drenge, og der er ikke blevet ansat så mange nye lærer siden da.
Når der er frikvarter skal man gå ud, og der står opsynds-elever på alle trapperne. I frikvartererne bliver der solgt mad fra en kantine. Eller det vil sige der bliver solgt pizza, nogle sandwicher der består af to stykker hvidt toastbrød med et stykke skinke imellem, juice, kage, slik, chips, donuts og alle sådan nogle ting.
Den skole jeg går på, Colegio de Benalcazar, er en af de rigtig ”gode” skoler. Mange af de andre udvekslingsstudenter siger at det de lærer i timerne er noget de lærte for flere år siden, også i Danmark. I matematik på min skole har jeg dog aldrig før hørt om det vi har om. I engelsk (selvom jeg går i en IB klasse, International bachelor) ligger niveauet dog så selv jeg kan høre lærens grammatiske fejl (og det siger en del :P) og læren trækker konstant os 3 udvekslingsstudenter op til tavlen for at rette de andre, og når han er i tvivl.
Min skole er også meget mere strikt med uniformen end mange andre skoler. Mange skoler har kun en T-shirt og en nederdel til mandage og så den samme T-shirt og et par joggingbukser til de andre dage. Så kan de bruge deres egne sko, og nogen bruger også egne bukser. Og mange udvekslingsstudenter behøver ikke at bruge nederdelen.
På min skole har vi (i hvert fald pigerne, drengene har 1 stykke mindre (de højhælede sko)) 15(!!) stykker uniform. Det eneste vi rent faktisk kan bruge af vores eget er nylonstrømper og undertøj. Mandag bruger pigerne sko med små hæle, nylonstrømper, højtaljede nederdel der går til knæene, en hvis skjorte, et slips og en blazerjakke. Tirsdag og fredag et par stramme shorts, en tynd, langærmet, hvid bluse, et par joggingbukser og en trøje og et par sportssko med tilhørende strømper. Onsdag og torsdag er det et par flade, ballarina-agtige sko, høje strømper, nederdelen, en blå skjorte og en mørkeblå sweater. Det er ikke tilladt at bruge jakker eller tørklæder, og alle drengenes hår skal være kortklippet.
Nu har jeg fået indstillingerne rettet så man kan skrive kommentarer uden at have en konto herinde.
De tre udvekslingsstudenter i min klasse. Mig, Noël fra frankrig og Kelly fra USA.
Min klasse. 6to BI
Skolen
Den inernationale lufthavn ligger midt i byen, og flyene kommer ind lige over skolen.
fredag den 1. oktober 2010
En dramatisk dag
Jeg beklager at jeg er så super dårlig til at få skrevet herinde men her kommer der en opdatering om i går.
I går var rimelig dramatisk. Dagen startede helt normalt, der var ingen rygter eller noget som helst. Det var faktisk fuldstændigt normalt lige indtil klokken 12. Da kom inspektøren ind i klassen og begyndte at sige en hel masse på spansk. Klassens første reaktion var ”Jahh”, det var da de fik af vide at skolen var aflyst næste dag, fredag. Men så blev alle mere eftertænksomme.
Det inspektøren havde forklaret klassen var at der ikke var mere politi i hele landet. Præsidenten, som er meget omdiskuteret og som mange vist hader, havde besluttet at som en del af regeringens spareplan blev politiets bonusser afskaffet. Det blev alle politifolkene sure over så de nedlagde arbejdet og demonstreret i stedet. Det betød at der slet ikke var noget fungerende politi i et land hvor der i forvejen er ekstremt mange røverier.
Skolen sendte alle hjem med skolebusserne klokken 1:40 hvor skolebusserne er ledige til min skole. Alt offentlig transport var nedlagt og der var utroligt få biler og mennesker på gaden.
Skolebusserne ændrede deres ruter så alle kunne blive kørt hjem og undervisningen blev aflyst næste dag.
I mellemtiden var folk begyndt at røve forretninger, tankstationer, banker og hvad folk ellers kunne komme til. Politiet havde overtaget kontrollen i lufthavnen der lukkede helt ned og folk var i protester både for og imod præsidenten.
Politiet havde kastet gas efter præsidenten, så han var nød til at tage ind på et hospital. Her omringede politiet ham og spærret ham inde i hospitalet. Det hospital hvor det foregik ligger ca. 10 blokke fra mit hus.
Jeg tog bussen hjem med en af mine gode venner Noel fra Frankrig. Han bor kun 2 blokke fra hospitalet så det var for farligt for ham at tage hjem, så vi tog hjem til mit hus.
Overalt i fjernsyn og radio var det det eneste. Nu var det endda i alle de store danske medier. Nu havde præsidenten erklæret Ecuador i undtagelsestilstand for at militæret kunne overtage nogle af politiets funktioner. Samtidigt truede han med at opløse parlamentet.
I løbet af aftenen var situationen stadig uændret og pludselig kunne mig og Noel høre skudsalver fra mit værelse. Det var ikke mere and 5 blokke væk. I fjernsynet så vi politi der brændte dæk af, smadrede vinduer og slog folk. Folk smadrede endda dørene indtil det offentlige fjernsynsstudie og brød ind. De var vildt urealistisk at se sådan noget i fjernsynet og så forgik det lige i nærheden. Flere gange så vi Noels hus i fjernsynet omgivet af røg og folk med maskinpistoler.
Da klokken var omkring 9-10 om aftenen kom de regeringsvenlige militære tropper og angreb de politifolk der holdt præsidenten indespærret og befriede ham. Mindst en politimand blev dræbt.
Det endte med at Noel sov i mit hus fordi det stadigt var alt for farligt omkring hans hus.
Lige nu er der ro på situationen. Nogle politifolk er tilbage på arbejde men bl.a. bankerne er stadig lukket pga. mangel på politi.
Nu må vi se hvordan situationen udvikler sig her i weekenden før vi ved om der er skole mandag.
I går var rimelig dramatisk. Dagen startede helt normalt, der var ingen rygter eller noget som helst. Det var faktisk fuldstændigt normalt lige indtil klokken 12. Da kom inspektøren ind i klassen og begyndte at sige en hel masse på spansk. Klassens første reaktion var ”Jahh”, det var da de fik af vide at skolen var aflyst næste dag, fredag. Men så blev alle mere eftertænksomme.
Det inspektøren havde forklaret klassen var at der ikke var mere politi i hele landet. Præsidenten, som er meget omdiskuteret og som mange vist hader, havde besluttet at som en del af regeringens spareplan blev politiets bonusser afskaffet. Det blev alle politifolkene sure over så de nedlagde arbejdet og demonstreret i stedet. Det betød at der slet ikke var noget fungerende politi i et land hvor der i forvejen er ekstremt mange røverier.
Skolen sendte alle hjem med skolebusserne klokken 1:40 hvor skolebusserne er ledige til min skole. Alt offentlig transport var nedlagt og der var utroligt få biler og mennesker på gaden.
Skolebusserne ændrede deres ruter så alle kunne blive kørt hjem og undervisningen blev aflyst næste dag.
I mellemtiden var folk begyndt at røve forretninger, tankstationer, banker og hvad folk ellers kunne komme til. Politiet havde overtaget kontrollen i lufthavnen der lukkede helt ned og folk var i protester både for og imod præsidenten.
Politiet havde kastet gas efter præsidenten, så han var nød til at tage ind på et hospital. Her omringede politiet ham og spærret ham inde i hospitalet. Det hospital hvor det foregik ligger ca. 10 blokke fra mit hus.
Jeg tog bussen hjem med en af mine gode venner Noel fra Frankrig. Han bor kun 2 blokke fra hospitalet så det var for farligt for ham at tage hjem, så vi tog hjem til mit hus.
Overalt i fjernsyn og radio var det det eneste. Nu var det endda i alle de store danske medier. Nu havde præsidenten erklæret Ecuador i undtagelsestilstand for at militæret kunne overtage nogle af politiets funktioner. Samtidigt truede han med at opløse parlamentet.
I løbet af aftenen var situationen stadig uændret og pludselig kunne mig og Noel høre skudsalver fra mit værelse. Det var ikke mere and 5 blokke væk. I fjernsynet så vi politi der brændte dæk af, smadrede vinduer og slog folk. Folk smadrede endda dørene indtil det offentlige fjernsynsstudie og brød ind. De var vildt urealistisk at se sådan noget i fjernsynet og så forgik det lige i nærheden. Flere gange så vi Noels hus i fjernsynet omgivet af røg og folk med maskinpistoler.
Da klokken var omkring 9-10 om aftenen kom de regeringsvenlige militære tropper og angreb de politifolk der holdt præsidenten indespærret og befriede ham. Mindst en politimand blev dræbt.
Det endte med at Noel sov i mit hus fordi det stadigt var alt for farligt omkring hans hus.
Lige nu er der ro på situationen. Nogle politifolk er tilbage på arbejde men bl.a. bankerne er stadig lukket pga. mangel på politi.
Nu må vi se hvordan situationen udvikler sig her i weekenden før vi ved om der er skole mandag.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
