Det var i fredags.
Noel, min gode ven fra Frankrig, har en svoger der sammen med et par venner arrangere en bungee-jump event en gang imellem. Der var folk der havde spurgt efter en, så de aftalte at holde en fredag, hvor alle der kunne have lyst kunne komme og springe for 15 dollars.
Som så typisk Ecuador, så endte det med at dem der oprindeligt havde ønsket eventen aflyste, men det var vi kun glade for.
Så vi fik samlet et bundt udvekslingsstudenter der havde lyst til at springe og så var det på plads.
Vi mødtes klokken 5 ved et busstoppested, hvorefter vi gik de ca. 200 meter op til en høj bro som vi kunne springe fra.
Praktisk taget var det inde midt i byen, men over en af de utallige kløfter der skærer sig ind.
Noels svoger og svogerens ven satte udstyret op. Det skal lige siges at det ikke var rigtig bungee jumping, idet man ikke springer med elastik, så man får altså ikke ”hoppet” op igen. I stedet var man bare monteret med to reb af den slags man bruger til klatring. Rebene var monteret på den ene side af broen, og så sprang man ud fra den anden side. På den måde kom der ikke noget pludseligt ryk i rebet. Når man sprang, og rebet ikke længere kunne nå til at man faldt lige ned, så begyndte man simpelt hen bare at svinge, som i en kæmpe gynge.
De bandt de to reb til den ene side, og svogeren firede sig ned af rebet, så de kunne trække det op på den anden side. Så var vi ellers klar til at springe.
Udstyret var meget simpelt. Det bestod af en af de seler man normalt kender fra klatring, der går rundt om benene som et par shorts, og den blev så sat sammen med en sele der gik både rundt om benene, og rundt om skuldrene. Nærmest som en vest, bare lavet af et par stropper. (I kan se det på billederne i linket til højre). I selen satte de så de to reb, og så var det bare at springe.
Der var mange der gerne ville springe (lidt mere end 10 blandt udvekslingsstudenterne og uderlige nogle folk der kom til senere) så det tog en rum tid inden det blev min tur.
Eftersom vi startede klokken 5, og den første sprang klokken 5:30, og det bliver mørkt i Quito omkring 6:30 så var det rimelig mørkt da det var min tur. Faktisk kunne jeg kun lige skimte jorden under mig, 40 meter nede.
En af Noels svogers veninder kom forbi, og hende snakkede vi også med. Hun var åbenbart præsidentens datter. Altså selve præsidenten af Ecuador, der sidder på alt magten her i landet. Der var lidt vildt.
Der var også flere af de forbipasserende der stoppede op for at springe. Da det var blevet mørkt advarede svogeren os om at vi skulle passe på efter vi havde sprunget, og vi skulle gå tilbage, der kunne nemlig godt være røvere dernede når det blev mørkt. En anden gang havde han advaret os om at passe på bilerne, fordi de kom temmelig stærkt på broen. Lidt sjovt at man skal til at springe ud fra en 40 meter høj bro, og så er det de er nervøse for at vi bliver kørt ned. Men de havde nok ret, og de virkede da også som om de fuldstændigt vidste hvad de lavede, der var ikke noget der.
Da det så endelig blev min tur, som sidste springer blandt udvekslingsstudenterne var klokken ved at være 8:30. Vi frøs en del, da der var en temmelig stærk vind på broen (Eller i Danmark ville man nok bare kalde det en normal vind, eller måske bare en svag vind, men her hvor det aldrig blæser virkede den stærk) var vi temmelig kolde.
Da jeg havde fået udstyret på rystede jeg. Jeg kan ikke sige om det var kulde eller skræk. Nok en blanding af begge dele men sikkert mest skræk (:
Jeg kravlede over gelænderet og så var det ellers bare at læne sig bagud, tømme hovedet, og springe! Og jeg sprang!
Det var den fedeste følelse. Det først stykke hvor man bare falder lige ned, var utrolig, og pludselig starter man med at svinge, i den største gyngetur man kan forstille sig. Og man kan ikke lade være med at skrige, alene af den grund, at man rent faktisk gjorde det, og at følelsen af det er så fed.
Så det var den fredag aften.
Eller rettere sagt første del af den. For nu var vi klar til at tage i byen!
Det skal vist lige siges at jeg var temmelig skræmt her!
YES!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar