Hej
Nu er det så blevet tid til mit nok sidste blogindlæg i den her omgang. Den 17. juli landede jeg igen i København efter et helt fantastisk år i et helt fantastisk land.
Jeg forlod Quito om morgenen lørdag den 16. Hele fredag aften/nat blev brugt til at pakke. Det var ikke noget som jeg havde set frem til! Jeg måtte havde to kufferter med i flyveren, men de to kufferter jeg havde var små kufferter.
Jeg mosede og masede og til sidst, da klokken var ved at være halv fire om natten, havde jeg alt i kufferterne. Det vil sige alt hvad der kunne være der, resten måtte komme i min kæmpe håndbagage. Hvor er jeg dog glad for at håndbagagen aldrig bliver vejet.
Så kunne jeg lige nå at få omkring 2 timers søvn inden jeg skulle op og i bad og derefter af sted til lufthavnen.
Min værtsmor fra min anden værtsfamilie kørte mig til lufthavnen, og der ventede også min første værtsfamilie.
Og så var det ellers tid til at sige farvel. Og efter knus og kram hele vejen rundt, og løfter om at komme tilbage på et tidspunkt så begyndte rejsen hjemad. Det vil sige efter at jeg havde fået tjekket ind, kommet af med min bagage, kommet igennem sikkerhedstjek og det hele. Og så ,så jeg vist noget mistænkelig ud den dag. Sundhedspolitiet kom hen til mig da jeg stod i kø og ville se mit pas. Senere blev jeg udvalgt til en tilfældigt kropsvisitering, og så havde de sørme også lige taget min kuffert til side, så sammen med en lille flok andre mennesker blev vi vist ud af ventehalen, ud af bagudgangen, ned af trapperne og ud bagved. Her stod politifolk og toldere og åbnede kufferter. De fandt dog ikke noget jeg ikke måtte have med, så jeg fik pænt lov til at gå tilbage og ombord på flyet.
Derefter fløj vi til en lille ø der bliver brugt meget til mellemlanding, nordøst for Sydamerika, og derefter videre til Amsterdam.
I Amsterdam havde vi et par timers ventetid før turen så endelig gik mod København.
På turen rejste jeg sammen med 3 at de andre danskere der havde brugt dette år i Ecuador.
Og så landede vi i København. Spændte på at være hjemme igen, spændte på at se familie og venner igen, o spændte på at se hvordan det ville være at vende tilbage til livet igen.
Ude i ankomsthallen ventede vores familier med flag, og hvor var det godt at se dem igen.
Nu har jeg været hjemme i et par uger og hverdagen er ved at indfinde sig igen. Det er en mærkelig følelese igen at stå i Danmark, se ud af vinduet og igen se den udsigt som man har været vandt til hele sit liv. På en gang er det some om man bare har været væg i et par dage, men på den anden side er der alligevel de der små ting der har ændret sig. Noget bliver ikke opbevaret samme sted som tidligere, en lille vane i familien har ændret sig m.m. Men jeg synes hurtig at jeg er kommet tilbage ind i "mit gamle liv" igen. I morgen starter jeg i 2.g og så er det nok slut med bare at slappe af. Men det har været et fantastisk år, og et år fuldt med udfordringer og både gode og mindre gode øjeblikke. De gode stunder har dog klart opvejet de dårlige, og et år i udlandet kan helt klart anbefales. Man lærer så meget, ikke bare om en fremmed kultur, men som man lægger mærke til alle de små forskelle så lærer man også meget om sin egen kultur. Både på et personligt og på et fagligt plan er det en kæmpe udfordring, men en god en og en lærerig en.
Det var et år jeg altid vil mindes med glæde, og noget jeg aldrig vil fortryde!
tirsdag den 9. august 2011
lørdag den 7. maj 2011
Påskemad
Her i Ecuador har de en helt speciel påskeret som alle familier spiser i påsken.
I påsken må katoliker ikke spise kød så der er en traditionel ret nestående af fisk og forskellige korn.
Det er nærmest en suppe. Den bliver lavet på 12 forskillige slags korn, en for hver af de tolv profeter. Det tager hele dagen at lave men smager fantasktisk. Det bliver serveret med en slags fisk, der er nærmest tørret, med asparges tilberedt i eddike, og med små empanadas, der en grøntsager bagt ind i en specielt slags brød, der bliver stegt på panden.
Min første værtsfamilie havde inviteret mig til Ibarra for påsken og hele familien kome over. Vi blev aælle sat til at hjælpe med at lave fanescaen. Vi rullede bl.a. 300 små boller, og tog skallen af rigtig mange bønner (Ikke bønner som vi kender dem, med jeg ved ikke hvad jeg elelrs skal kalde dem på dansk)
Der var regtig meget familie der ford at spise fanesca, og bare for en enkelt dag havde de brugt 50 liter mælk til at koge fanescaen på.
Her er et lille billerd af den færdige ret. Selvom vi ikke spiste frokost før klokken 4 og jeg kun havde spist et stykke brød til orgenmad, så kan man ikke spise mere en maks to portioner, så mættende er det.
I påsken må katoliker ikke spise kød så der er en traditionel ret nestående af fisk og forskellige korn.
Det er nærmest en suppe. Den bliver lavet på 12 forskillige slags korn, en for hver af de tolv profeter. Det tager hele dagen at lave men smager fantasktisk. Det bliver serveret med en slags fisk, der er nærmest tørret, med asparges tilberedt i eddike, og med små empanadas, der en grøntsager bagt ind i en specielt slags brød, der bliver stegt på panden.
Min første værtsfamilie havde inviteret mig til Ibarra for påsken og hele familien kome over. Vi blev aælle sat til at hjælpe med at lave fanescaen. Vi rullede bl.a. 300 små boller, og tog skallen af rigtig mange bønner (Ikke bønner som vi kender dem, med jeg ved ikke hvad jeg elelrs skal kalde dem på dansk)
Der var regtig meget familie der ford at spise fanesca, og bare for en enkelt dag havde de brugt 50 liter mælk til at koge fanescaen på.
Her er et lille billerd af den færdige ret. Selvom vi ikke spiste frokost før klokken 4 og jeg kun havde spist et stykke brød til orgenmad, så kan man ikke spise mere en maks to portioner, så mættende er det.
Galapagos øerne med Rotary
Her kommer mit indlæg fra min fantasriske tur til Galapagosøerne.
Dag 1, 25. marts, fredag
Så kom endelig den meget længe ventet tur til Galapagos.
Aftenen før havde Quito-folkene planlagt at tage i byen, men dersværre blev det ikke til noget. Men jeg fik da pakket min kuffert og så gik jeg ellers i seng.
Næste morgen gik min alarm ikke af. Så da jeg vågnede af mig selv havde jeg en halv time til at vi skulle af sted mod lufthavnen.
Min host-mor kørte mig til lufthavnen og det var super fedt at se alle udvekslingsstudenterne igen. Udvekslingsstudenterne i Ecuador var delt op i 3 grupper, og alle os fra Quito og nærmeste omegn var sammen.
Vi kom ombord på flyet, og så var vi af sted.
Turen i fly var omkring 3 timer, og endelig ankommer vi til Galapagos. Lufthavnen der er nærmest et stort træskur. Der er ikke noget som helst sikkerhedshegn og der er ikke engang glas i vinduerne mellem ventesalen og startbanerne. Og det var meget rat, for nøj hvor var det varmt! Vi havde rejst fra quito hvor det er temelig koldt, så vi var alle i lange bukser og havde vors frakker med os, men så snart vi fik chancen blev der nu hurtig skiftet.
Lufthavnen ligger på dens egen lille ø, og fra lufthavnsøren og over til den store ø Santa Cruz, hvor vores hotel var, tog vi en lille båd overfart. Allerede der var dyrelivet fantastisk. I vandet lige omkring båden så vi bade sæler, kraber, pelikaner m.m. Udover os udvekslingsstudenter var der måske 10 andre turister med på båden. To af dem var et dansk par. Så lille verden er :)
Da vi kom til Santa Cruz, der, så vidt jeg husker, er den anden største, og den mest befolket ø, havde vi en 40 minuters bustur til vores hotel. Hotelet lå i byen Puerto Ayora, der var en sød lile by havneby, md massere af turister.
På hotelet fik vi en frokost der blandt andet bestod af ceviche der er en typisk ecuadoriansk ret der båstår af rejer marrineret i en suppe af limejuice, der serveres kold.
Bagefter gik vi en tur til den verdensberømte Charles Darwin station hvor de tager sig af de forskellige skildpadder, sørger for at de avler sig, og forsker i øerne og dyrelivet. Det er også her hvor Ensomme George, der er den sidste skildpadde af sin art, bor. Han gemte sig desværre da vi var forbi, men vi så massere af andre kæmpe skildpadder. Når man ser dem kommer man til at tænke på dinosaurer, p.g.a. deres hoveder og hele deres udseende og væsen.
På vej tilbage til hotellet lagde vi vejen forbi en dejlig strand og efter afensmaden var vi fri til at gøre som vi ville. Denne tur var helt anderledes end de to andre ture fordi Rotary rent faktisk lod os gå rundt alene om aftenen. Sikekrt også fordi at øerne er forholdsvis sikre , men f.eks. da vi var på stranden, på den første tur, kunne vi ikke gå 100 meter ned af stranden i fuldt dagslys, uden at Rotary kaldte os tilbage.
Vi gik rundt i byen og besøgte alle de sædvanlige turistbutiikker og det lokale handværksmarked. Og så spiste vi selvfølgelig en masse is.
Tilbage på hotellet spillede vi kort. Der er et ecuadoriansk kortspil kaldet 40, der går ud på at samle 40 point og som alle her spiller. Det er også et af de kortspil som udveksingsstudenter altid spiller, og der findes ikke en udvekslingsstudent der ikke har et kortspil i sin taske. Da det blev omkring midnat gik vi i seng.
Dag 2, 26. marts, lørdag
Vi havde morgenmad på hotellet hver mogen klokken 7, så 6:30 ringede alarmen og vi gjorde os ellers klar til dagen. Det hed altid badetøj på under tøjet, og altid rigtig meget solcreme.
Vi var delt ind i tre grupper og denne morgen tog min gruppe til et sted der hedder Las Grietas. Las Grietas er en dyb sprække i klippen, med vand i. Væggene over vandet er de fleste steder over 20 meter, og sprækken er ikke mere end 8-10 meter bred på de bredeste steder. Med et par svømmebriller på kan man de fleste steder ikke engang se bunden, selvom vandet er så klart at man kunne se mindst 10-20 meter ned. Vandet er en blanding af ferskvand der siver ned gennem jorden fra de højere dele af øen, og saltvand der træker op gennem jorden fra havet. De fisk der levede der var for evigt spærret inde i det lange klippebassin som sprækken egentlig var. Vandet var helt fantastisk. Klart og køligt. Mig og en af mine gode venner fra USA der hedder Alex gik på ”opdagelse”. Flere steder var sprækken delt op i flere bassiner p.g.a. klippebolkke, men vi fik arbejdet os vej hele vejen ned til enden. Vi klatrede også op ad klippevæggene, fandt huler, kiggede på fisk, og bare nød det.
For at komme til og fra Las Grieas havde vi omkring en halv times gåtur. Flere steder langs denne tur kunne man tydeligt se eftervirkninger fra Tsunamien der ramte Japans kyst ca. 2 uger før, og som også havde ramt Galapagos. Der var en stenmur der var blevet skyllet helt væk, og en saltmine der normalt var næsten tør, men som var blevet fyldt op med vand.
Efter frokost på hotellet brugte vi eftermiddagen på at tage til en anden Ø. Santa Fe, hed øen, og det var en bådtur på ca. 1½ time. Der så vi de berømte blåfodede fugle, vi så tonsvis af sæler, fisk, og en enkelt delfin i horisonten.
Båden blev lagt for anker, vi lejede alle snorklingudstyr for 2.5 dollar og så tog vi ud at snorkle. Der var mange rigtig flotte fisk, og jeg så også to rokker. Hovedattraktionen der var dog skildpadderne. Føsrt kunne ingen finde nogen, men endelig så jeg en enkelt skildpadde. Jeg fulgte efter den indtil den forsvandt, og pludselig var jeg ude på meget dybere vand, hvor ingen andre snorklede. Det var jeg dog glad for. For åbenbart var det her alle skildpadderne var. Jeg så omkring 20-30 skildpadder mens jeg lå derude, og de blev ved med at komme. Nogle af dem små, men en enkelt rigtig stor.
Da jeg havde snorklet i omkring 2 timer, svømmede jeg tilbage til båden, hvor vi fik cola og kiks, og så satte vi ellers kursen tilbage mod Santa Cruz.
Den aften var der et arrengement i byen hvor Miss Ecuador, der i år er fra Galapagos, talte, og en af udvekslingsstudenterne var også oppe at tale. Og senere spillede vi mere kort og sad ellers bare omkring og hyggede os.
Dag 3, 27. marts, søndag
Denne dag havde min gruppe en heldagstur til en anden ø, Floreana. Det var en to timers bådtur derhen, og da vi ankom blev vi sat på en chiva (en bus uden sider og hvor man også kan side på taget) der kørte os til øens højeste punkt. Her fortalte vores guide os om øernes historie og om piraterne der engang boede der. Vi så også gamle pirathuler, og skildpadder i seminaturlige forhold.
Vi spiste fokost på en lille restaurant på øen, hvorefter vi gik til den sorte strand. Sandet var helt sort, fordi det var knuste lavasten, og heldigvis var det oveskyet, for vores guide fortalte os at i solen kunne sandet lynhurtigt blive 40 grader varmt. På strande så vi rigtig mange krapper og lizzards (kæmpe, firbenlignede dyr)
Senere tog vi ud og snorkle igen, denne gang på lavt vand. Her så vi igen et par store skildpadder, men denne gang lå de på bunden og slappede af. Der var også masser af fisk, og på bunden groede sjove planter. Der var også et sykke strand der, men vores guide fortalte os at vi ikke skulle gå på land, for det var hjemsted for en arig hansøløve, der ville angribe os.
Derefter tog vi tilbage til vores hotel, og brugte aftene på den sædvandlige afslapning.
Dag 4, 28 marts, mandag
Denne morgen tog vi til en af Galapagos smukkeste strande, Tortuga bay, hvor vi svømmede og byggede sandslotte. Det var en ca. 3 kilometer gåtur hver vej.
Om eftermiddagen besøgte vi lavatunneler, tunneler lavet da den varme lava flød gennem dem da øerne blev skabt, og vi gik omkring en killometer gennem disse tuneler.
Om aftenen havde vi vores sidste aften på øerne, og Rotary havde arrangeret aftenen på et hostel/gård. Tiden før aftensmaden brugte vi i poolen, på græsplænen på udkig efter skildpadder, på at nyde udsigten, og på at ride på de to heste som de havde sadlet op til os. Så fik vi en lækker aftensmad, og derefter kårede vi turens konge og dronning. Efter det var der dans lige indtil Rotary sendte os tilbage til hotelet igen.
Dag 5, 29 marts, tirsdag
Denne morgen var vi omkring 10 personer der stod op klokken 5:30 for at tage tilbage til stranden en sidste gang. Vi var en smule sendt på den, så vi løb de første omkring 2 kilometer, for at kunne være i et udkigstårn da solen stod op. Det var en rigtig flot solopgang, og derefter gik vi resten af vejen til stranden. Der badede vi en halv times tid før vi blev nødt til at skynde os at gå de 3 kilometer tilbage igen, til hotelet. Her spiste vi en hurtig morgenmad, pakkede vores kufferter og så var det ellers afgang.
På vejen til lufthavnen besøgte vi et par kæmpe kratere. De var oprindelig kæmpe underjordiske huller, der var fyldte med lava, før lavaen blev skudt ud, og dannede øerne. Med tiden var loftet over dem faldet sammen, så de nu kunne ses fra ovefladen som kæmpe kratere.
Derefter var det afgang til lufthavnen hvor vi checkede ind, og så forlod vi ellers de fantastiske øer.
Omkring klokken 14:00 ankom vi meget trætte tilbage til Quito.
Alt i alt var det en fantastisk tur, de slet ikke kan beskrives i tekst, men simpelthen skal opleves selv. Før man tager af sted tænker man: Kan det virkelig være så fantastisk? Det er sikkert flot ja, men normal reklame overdrivelse. Men nej, det er rent faktisk så fantastisk, og med et dyreliv så fantatisk, som alle siger. Helt sikkert turen værd!
En god portion af mine billeder fra turen liggger i et album online. Bare følg linket i højre side.
Her er et billed af øerne:
Dag 1, 25. marts, fredag
Så kom endelig den meget længe ventet tur til Galapagos.
Aftenen før havde Quito-folkene planlagt at tage i byen, men dersværre blev det ikke til noget. Men jeg fik da pakket min kuffert og så gik jeg ellers i seng.
Næste morgen gik min alarm ikke af. Så da jeg vågnede af mig selv havde jeg en halv time til at vi skulle af sted mod lufthavnen.
Min host-mor kørte mig til lufthavnen og det var super fedt at se alle udvekslingsstudenterne igen. Udvekslingsstudenterne i Ecuador var delt op i 3 grupper, og alle os fra Quito og nærmeste omegn var sammen.
Vi kom ombord på flyet, og så var vi af sted.
Turen i fly var omkring 3 timer, og endelig ankommer vi til Galapagos. Lufthavnen der er nærmest et stort træskur. Der er ikke noget som helst sikkerhedshegn og der er ikke engang glas i vinduerne mellem ventesalen og startbanerne. Og det var meget rat, for nøj hvor var det varmt! Vi havde rejst fra quito hvor det er temelig koldt, så vi var alle i lange bukser og havde vors frakker med os, men så snart vi fik chancen blev der nu hurtig skiftet.
Lufthavnen ligger på dens egen lille ø, og fra lufthavnsøren og over til den store ø Santa Cruz, hvor vores hotel var, tog vi en lille båd overfart. Allerede der var dyrelivet fantastisk. I vandet lige omkring båden så vi bade sæler, kraber, pelikaner m.m. Udover os udvekslingsstudenter var der måske 10 andre turister med på båden. To af dem var et dansk par. Så lille verden er :)
Da vi kom til Santa Cruz, der, så vidt jeg husker, er den anden største, og den mest befolket ø, havde vi en 40 minuters bustur til vores hotel. Hotelet lå i byen Puerto Ayora, der var en sød lile by havneby, md massere af turister.
På hotelet fik vi en frokost der blandt andet bestod af ceviche der er en typisk ecuadoriansk ret der båstår af rejer marrineret i en suppe af limejuice, der serveres kold.
Bagefter gik vi en tur til den verdensberømte Charles Darwin station hvor de tager sig af de forskellige skildpadder, sørger for at de avler sig, og forsker i øerne og dyrelivet. Det er også her hvor Ensomme George, der er den sidste skildpadde af sin art, bor. Han gemte sig desværre da vi var forbi, men vi så massere af andre kæmpe skildpadder. Når man ser dem kommer man til at tænke på dinosaurer, p.g.a. deres hoveder og hele deres udseende og væsen.
På vej tilbage til hotellet lagde vi vejen forbi en dejlig strand og efter afensmaden var vi fri til at gøre som vi ville. Denne tur var helt anderledes end de to andre ture fordi Rotary rent faktisk lod os gå rundt alene om aftenen. Sikekrt også fordi at øerne er forholdsvis sikre , men f.eks. da vi var på stranden, på den første tur, kunne vi ikke gå 100 meter ned af stranden i fuldt dagslys, uden at Rotary kaldte os tilbage.
Vi gik rundt i byen og besøgte alle de sædvanlige turistbutiikker og det lokale handværksmarked. Og så spiste vi selvfølgelig en masse is.
Tilbage på hotellet spillede vi kort. Der er et ecuadoriansk kortspil kaldet 40, der går ud på at samle 40 point og som alle her spiller. Det er også et af de kortspil som udveksingsstudenter altid spiller, og der findes ikke en udvekslingsstudent der ikke har et kortspil i sin taske. Da det blev omkring midnat gik vi i seng.
Dag 2, 26. marts, lørdag
Vi havde morgenmad på hotellet hver mogen klokken 7, så 6:30 ringede alarmen og vi gjorde os ellers klar til dagen. Det hed altid badetøj på under tøjet, og altid rigtig meget solcreme.
Vi var delt ind i tre grupper og denne morgen tog min gruppe til et sted der hedder Las Grietas. Las Grietas er en dyb sprække i klippen, med vand i. Væggene over vandet er de fleste steder over 20 meter, og sprækken er ikke mere end 8-10 meter bred på de bredeste steder. Med et par svømmebriller på kan man de fleste steder ikke engang se bunden, selvom vandet er så klart at man kunne se mindst 10-20 meter ned. Vandet er en blanding af ferskvand der siver ned gennem jorden fra de højere dele af øen, og saltvand der træker op gennem jorden fra havet. De fisk der levede der var for evigt spærret inde i det lange klippebassin som sprækken egentlig var. Vandet var helt fantastisk. Klart og køligt. Mig og en af mine gode venner fra USA der hedder Alex gik på ”opdagelse”. Flere steder var sprækken delt op i flere bassiner p.g.a. klippebolkke, men vi fik arbejdet os vej hele vejen ned til enden. Vi klatrede også op ad klippevæggene, fandt huler, kiggede på fisk, og bare nød det.
For at komme til og fra Las Grieas havde vi omkring en halv times gåtur. Flere steder langs denne tur kunne man tydeligt se eftervirkninger fra Tsunamien der ramte Japans kyst ca. 2 uger før, og som også havde ramt Galapagos. Der var en stenmur der var blevet skyllet helt væk, og en saltmine der normalt var næsten tør, men som var blevet fyldt op med vand.
Efter frokost på hotellet brugte vi eftermiddagen på at tage til en anden Ø. Santa Fe, hed øen, og det var en bådtur på ca. 1½ time. Der så vi de berømte blåfodede fugle, vi så tonsvis af sæler, fisk, og en enkelt delfin i horisonten.
Båden blev lagt for anker, vi lejede alle snorklingudstyr for 2.5 dollar og så tog vi ud at snorkle. Der var mange rigtig flotte fisk, og jeg så også to rokker. Hovedattraktionen der var dog skildpadderne. Føsrt kunne ingen finde nogen, men endelig så jeg en enkelt skildpadde. Jeg fulgte efter den indtil den forsvandt, og pludselig var jeg ude på meget dybere vand, hvor ingen andre snorklede. Det var jeg dog glad for. For åbenbart var det her alle skildpadderne var. Jeg så omkring 20-30 skildpadder mens jeg lå derude, og de blev ved med at komme. Nogle af dem små, men en enkelt rigtig stor.
Da jeg havde snorklet i omkring 2 timer, svømmede jeg tilbage til båden, hvor vi fik cola og kiks, og så satte vi ellers kursen tilbage mod Santa Cruz.
Den aften var der et arrengement i byen hvor Miss Ecuador, der i år er fra Galapagos, talte, og en af udvekslingsstudenterne var også oppe at tale. Og senere spillede vi mere kort og sad ellers bare omkring og hyggede os.
Dag 3, 27. marts, søndag
Denne dag havde min gruppe en heldagstur til en anden ø, Floreana. Det var en to timers bådtur derhen, og da vi ankom blev vi sat på en chiva (en bus uden sider og hvor man også kan side på taget) der kørte os til øens højeste punkt. Her fortalte vores guide os om øernes historie og om piraterne der engang boede der. Vi så også gamle pirathuler, og skildpadder i seminaturlige forhold.
Vi spiste fokost på en lille restaurant på øen, hvorefter vi gik til den sorte strand. Sandet var helt sort, fordi det var knuste lavasten, og heldigvis var det oveskyet, for vores guide fortalte os at i solen kunne sandet lynhurtigt blive 40 grader varmt. På strande så vi rigtig mange krapper og lizzards (kæmpe, firbenlignede dyr)
Senere tog vi ud og snorkle igen, denne gang på lavt vand. Her så vi igen et par store skildpadder, men denne gang lå de på bunden og slappede af. Der var også masser af fisk, og på bunden groede sjove planter. Der var også et sykke strand der, men vores guide fortalte os at vi ikke skulle gå på land, for det var hjemsted for en arig hansøløve, der ville angribe os.
Derefter tog vi tilbage til vores hotel, og brugte aftene på den sædvandlige afslapning.
Dag 4, 28 marts, mandag
Denne morgen tog vi til en af Galapagos smukkeste strande, Tortuga bay, hvor vi svømmede og byggede sandslotte. Det var en ca. 3 kilometer gåtur hver vej.
Om eftermiddagen besøgte vi lavatunneler, tunneler lavet da den varme lava flød gennem dem da øerne blev skabt, og vi gik omkring en killometer gennem disse tuneler.
Om aftenen havde vi vores sidste aften på øerne, og Rotary havde arrangeret aftenen på et hostel/gård. Tiden før aftensmaden brugte vi i poolen, på græsplænen på udkig efter skildpadder, på at nyde udsigten, og på at ride på de to heste som de havde sadlet op til os. Så fik vi en lækker aftensmad, og derefter kårede vi turens konge og dronning. Efter det var der dans lige indtil Rotary sendte os tilbage til hotelet igen.
Dag 5, 29 marts, tirsdag
Denne morgen var vi omkring 10 personer der stod op klokken 5:30 for at tage tilbage til stranden en sidste gang. Vi var en smule sendt på den, så vi løb de første omkring 2 kilometer, for at kunne være i et udkigstårn da solen stod op. Det var en rigtig flot solopgang, og derefter gik vi resten af vejen til stranden. Der badede vi en halv times tid før vi blev nødt til at skynde os at gå de 3 kilometer tilbage igen, til hotelet. Her spiste vi en hurtig morgenmad, pakkede vores kufferter og så var det ellers afgang.
På vejen til lufthavnen besøgte vi et par kæmpe kratere. De var oprindelig kæmpe underjordiske huller, der var fyldte med lava, før lavaen blev skudt ud, og dannede øerne. Med tiden var loftet over dem faldet sammen, så de nu kunne ses fra ovefladen som kæmpe kratere.
Derefter var det afgang til lufthavnen hvor vi checkede ind, og så forlod vi ellers de fantastiske øer.
Omkring klokken 14:00 ankom vi meget trætte tilbage til Quito.
Alt i alt var det en fantastisk tur, de slet ikke kan beskrives i tekst, men simpelthen skal opleves selv. Før man tager af sted tænker man: Kan det virkelig være så fantastisk? Det er sikkert flot ja, men normal reklame overdrivelse. Men nej, det er rent faktisk så fantastisk, og med et dyreliv så fantatisk, som alle siger. Helt sikkert turen værd!
En god portion af mine billeder fra turen liggger i et album online. Bare følg linket i højre side.
Her er et billed af øerne:
tirsdag den 22. februar 2011
Bungee jumping med udvekslingsfolkene og præsidentens datter
Her kommer lige en lille historie om en af de absolut mest skræmmende, men også en af de fedeste oplevelser jeg har haft.
Det var i fredags.
Noel, min gode ven fra Frankrig, har en svoger der sammen med et par venner arrangere en bungee-jump event en gang imellem. Der var folk der havde spurgt efter en, så de aftalte at holde en fredag, hvor alle der kunne have lyst kunne komme og springe for 15 dollars.
Som så typisk Ecuador, så endte det med at dem der oprindeligt havde ønsket eventen aflyste, men det var vi kun glade for.
Så vi fik samlet et bundt udvekslingsstudenter der havde lyst til at springe og så var det på plads.
Vi mødtes klokken 5 ved et busstoppested, hvorefter vi gik de ca. 200 meter op til en høj bro som vi kunne springe fra.
Praktisk taget var det inde midt i byen, men over en af de utallige kløfter der skærer sig ind.
Noels svoger og svogerens ven satte udstyret op. Det skal lige siges at det ikke var rigtig bungee jumping, idet man ikke springer med elastik, så man får altså ikke ”hoppet” op igen. I stedet var man bare monteret med to reb af den slags man bruger til klatring. Rebene var monteret på den ene side af broen, og så sprang man ud fra den anden side. På den måde kom der ikke noget pludseligt ryk i rebet. Når man sprang, og rebet ikke længere kunne nå til at man faldt lige ned, så begyndte man simpelt hen bare at svinge, som i en kæmpe gynge.
De bandt de to reb til den ene side, og svogeren firede sig ned af rebet, så de kunne trække det op på den anden side. Så var vi ellers klar til at springe.
Udstyret var meget simpelt. Det bestod af en af de seler man normalt kender fra klatring, der går rundt om benene som et par shorts, og den blev så sat sammen med en sele der gik både rundt om benene, og rundt om skuldrene. Nærmest som en vest, bare lavet af et par stropper. (I kan se det på billederne i linket til højre). I selen satte de så de to reb, og så var det bare at springe.
Der var mange der gerne ville springe (lidt mere end 10 blandt udvekslingsstudenterne og uderlige nogle folk der kom til senere) så det tog en rum tid inden det blev min tur.
Eftersom vi startede klokken 5, og den første sprang klokken 5:30, og det bliver mørkt i Quito omkring 6:30 så var det rimelig mørkt da det var min tur. Faktisk kunne jeg kun lige skimte jorden under mig, 40 meter nede.
En af Noels svogers veninder kom forbi, og hende snakkede vi også med. Hun var åbenbart præsidentens datter. Altså selve præsidenten af Ecuador, der sidder på alt magten her i landet. Der var lidt vildt.
Der var også flere af de forbipasserende der stoppede op for at springe. Da det var blevet mørkt advarede svogeren os om at vi skulle passe på efter vi havde sprunget, og vi skulle gå tilbage, der kunne nemlig godt være røvere dernede når det blev mørkt. En anden gang havde han advaret os om at passe på bilerne, fordi de kom temmelig stærkt på broen. Lidt sjovt at man skal til at springe ud fra en 40 meter høj bro, og så er det de er nervøse for at vi bliver kørt ned. Men de havde nok ret, og de virkede da også som om de fuldstændigt vidste hvad de lavede, der var ikke noget der.
Da det så endelig blev min tur, som sidste springer blandt udvekslingsstudenterne var klokken ved at være 8:30. Vi frøs en del, da der var en temmelig stærk vind på broen (Eller i Danmark ville man nok bare kalde det en normal vind, eller måske bare en svag vind, men her hvor det aldrig blæser virkede den stærk) var vi temmelig kolde.
Da jeg havde fået udstyret på rystede jeg. Jeg kan ikke sige om det var kulde eller skræk. Nok en blanding af begge dele men sikkert mest skræk (:
Jeg kravlede over gelænderet og så var det ellers bare at læne sig bagud, tømme hovedet, og springe! Og jeg sprang!
Det var den fedeste følelse. Det først stykke hvor man bare falder lige ned, var utrolig, og pludselig starter man med at svinge, i den største gyngetur man kan forstille sig. Og man kan ikke lade være med at skrige, alene af den grund, at man rent faktisk gjorde det, og at følelsen af det er så fed.
Så det var den fredag aften.
Eller rettere sagt første del af den. For nu var vi klar til at tage i byen!
Det skal vist lige siges at jeg var temmelig skræmt her!
YES!!
Det var i fredags.
Noel, min gode ven fra Frankrig, har en svoger der sammen med et par venner arrangere en bungee-jump event en gang imellem. Der var folk der havde spurgt efter en, så de aftalte at holde en fredag, hvor alle der kunne have lyst kunne komme og springe for 15 dollars.
Som så typisk Ecuador, så endte det med at dem der oprindeligt havde ønsket eventen aflyste, men det var vi kun glade for.
Så vi fik samlet et bundt udvekslingsstudenter der havde lyst til at springe og så var det på plads.
Vi mødtes klokken 5 ved et busstoppested, hvorefter vi gik de ca. 200 meter op til en høj bro som vi kunne springe fra.
Praktisk taget var det inde midt i byen, men over en af de utallige kløfter der skærer sig ind.
Noels svoger og svogerens ven satte udstyret op. Det skal lige siges at det ikke var rigtig bungee jumping, idet man ikke springer med elastik, så man får altså ikke ”hoppet” op igen. I stedet var man bare monteret med to reb af den slags man bruger til klatring. Rebene var monteret på den ene side af broen, og så sprang man ud fra den anden side. På den måde kom der ikke noget pludseligt ryk i rebet. Når man sprang, og rebet ikke længere kunne nå til at man faldt lige ned, så begyndte man simpelt hen bare at svinge, som i en kæmpe gynge.
De bandt de to reb til den ene side, og svogeren firede sig ned af rebet, så de kunne trække det op på den anden side. Så var vi ellers klar til at springe.
Udstyret var meget simpelt. Det bestod af en af de seler man normalt kender fra klatring, der går rundt om benene som et par shorts, og den blev så sat sammen med en sele der gik både rundt om benene, og rundt om skuldrene. Nærmest som en vest, bare lavet af et par stropper. (I kan se det på billederne i linket til højre). I selen satte de så de to reb, og så var det bare at springe.
Der var mange der gerne ville springe (lidt mere end 10 blandt udvekslingsstudenterne og uderlige nogle folk der kom til senere) så det tog en rum tid inden det blev min tur.
Eftersom vi startede klokken 5, og den første sprang klokken 5:30, og det bliver mørkt i Quito omkring 6:30 så var det rimelig mørkt da det var min tur. Faktisk kunne jeg kun lige skimte jorden under mig, 40 meter nede.
En af Noels svogers veninder kom forbi, og hende snakkede vi også med. Hun var åbenbart præsidentens datter. Altså selve præsidenten af Ecuador, der sidder på alt magten her i landet. Der var lidt vildt.
Der var også flere af de forbipasserende der stoppede op for at springe. Da det var blevet mørkt advarede svogeren os om at vi skulle passe på efter vi havde sprunget, og vi skulle gå tilbage, der kunne nemlig godt være røvere dernede når det blev mørkt. En anden gang havde han advaret os om at passe på bilerne, fordi de kom temmelig stærkt på broen. Lidt sjovt at man skal til at springe ud fra en 40 meter høj bro, og så er det de er nervøse for at vi bliver kørt ned. Men de havde nok ret, og de virkede da også som om de fuldstændigt vidste hvad de lavede, der var ikke noget der.
Da det så endelig blev min tur, som sidste springer blandt udvekslingsstudenterne var klokken ved at være 8:30. Vi frøs en del, da der var en temmelig stærk vind på broen (Eller i Danmark ville man nok bare kalde det en normal vind, eller måske bare en svag vind, men her hvor det aldrig blæser virkede den stærk) var vi temmelig kolde.
Da jeg havde fået udstyret på rystede jeg. Jeg kan ikke sige om det var kulde eller skræk. Nok en blanding af begge dele men sikkert mest skræk (:
Jeg kravlede over gelænderet og så var det ellers bare at læne sig bagud, tømme hovedet, og springe! Og jeg sprang!
Det var den fedeste følelse. Det først stykke hvor man bare falder lige ned, var utrolig, og pludselig starter man med at svinge, i den største gyngetur man kan forstille sig. Og man kan ikke lade være med at skrige, alene af den grund, at man rent faktisk gjorde det, og at følelsen af det er så fed.
Så det var den fredag aften.
Eller rettere sagt første del af den. For nu var vi klar til at tage i byen!
Det skal vist lige siges at jeg var temmelig skræmt her!
YES!!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
